Du elskte Egn, I yndte Steder,
Anines skjønne Fødestavn!
Nys Vidner til mit Hjertes Glæder,
Nu Vidner til mit tunge Savn:
I saae min Elskovs blide Dage;
I nu gjenlyde af min Klage;
Ak! Glæden drog med Nine bort;
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Omsonst Naturen har ophyllet
Med Moder-Smiil igjen sit Slør;
Omsonst sit Eden har fremtryllet,
Og hvert et Skridt med Blomster strøer:
Mig ingen Zephirs Aande lufter;
Mig ikke mere Rosen mere dufter;
Hver Skjønhed gik med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Forgjæves Solens Guld opliver
Det underfulde Malerie;
Forgjæves Fyrighed den giver
Til Alt hvad rører sig deri:
Mit Bryst den ikke kan opgløde;
Mit Syn opdager kun et Øde;
Al Nyden svandt med Nine bort;
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Imellem Lundens lyse Bøger
Iført sin hele Sommer-Dragt,
Den lokkende Dryade spøger,
Og prøver al sin Tryllemagt:
Dog mig til Fryd hun ikke stemmer;
Jeg ikke Blikkets Kraft fornemmer;
Leeg, Latter fløi med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Med Sangens høie Toner hæver
Sig Lærken op mod Himlens Blaa,
Og kjærlig over Reden svæver,
Hvor Magen kurer sine Smaa:
Mig, skjøndt den skingrer i mit Øre,
Kan dog dens Jubel ikke røre;
Al Vellyd veeg med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Ud af Nayadens Urne flyder
Den klare Bæk saa sagte hen;
Og Fantasiens Aand indbyder
Til fjerne Egn at følge den:
Men mig den rinder kun i Taarer;
Mig Flygtighedens Billed saarer;
Al Blidhed svandt med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Mildt Aftenstjernen hiiset blinker
Imellem Firmamentets Hær,
Og Maanen frem bag Skyen vinker,
Der dækker halv dens Purpur-Skjær:
Mig, skjøndt det straaler i mit Øie,
Kan ikke deres Skin fornøie;
Al Klarhed svandt med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Paa Tavsheds Vinger Natten svæver
Hen over Mødighedens Bo;
Selv ikke Æspe-Løvet bæver;
Alt dysses ind i stille Ro:
Kun mig af sildig undte Slummer,
Snart Drømmen vækker til min Kummer;
Thi Søvnen veeg med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Og dog til Ungdom, Sundhed skjænkte
Naturen mig et muntert Sind,
Hvis freidige Indbildning tænkte
Sig ret i Livets Scener ind:
Hvor skjønne jeg mig disse malte!
Hvor trygt om Eftertiden talte!
Men Alting svandt med Nine bort:
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
Anine! Du hvis bløde Hjerte
Hensmeltede saa heelt i mit;
Som vilde deelt hver Fryd, hver Smerte,
Jeg havde nydt, jeg havde liidt:
Gid hver en Plet din Fod betræder,
Dig smile evig unge Glæder!!
Hvor er dog jordisk Lykke kort!
T. C. Bruun.