Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Med Fryd jeg atter hilser Dig, Louise!

Gud veed, hver Hilsen, jeg Dig bød, var fro;

thi stedse Du var redebon, at vise,

at ædelt Venskab sammenbandt os To.

Ei Venskab forsker Kiøn, ei Stand, ei Alder:

det forsker Hjertet; og, naar dette slaaer,

forgieves Navn og Guld og Fordom falder;

som Gud, urokket, Venskabs Engel staaer.

Og derfor jeg lyksalig, salig, hørte,

at atter Du har vundet Modernavn;

og Glædens Vinger mig saa vældigt førte

til Dit og Dines Held i Kiøbenhavn.

Min Hustru fulgte glad, og saae Din Himmel;

hun saae den mindste Glut ved Moderbarm,

og da de Trendes lykkelige Vrimmel

paa Bedstefaders Skiød, paa Faders Arm;

hun mod Din Ven saae Alle, Alle smile,

og nød hans Held, og var saa rørt derved,

og sagde: “Haste, grib din Luth! Du ile

“til lifligt Qvad om Moderkiærlighed!”

Men, ak, min Luth er ikke stemt, Veninde!

Om Told og Consumtion al Sang er slet;

og slig er nu min Færd; den Krands at vinde,

som Muser bandt, var aldrig mindre let.

Men ingen Færd i Verden kan fortære

den Hjertets Ild, som flammer ømt mod Dig:

engang skal Evigheder Luen nære;

end skal jeg ønske da: “Vær lykkelig!”

Ja, lykkelige Datter, Danneqvinde,

lyksalig Ædles Moder ogsaa vær!

Tre smaa Chariter om Apollo vinde

i Leeg en Krands, som engang Frugter bær!

I Slægt med Dyden selv, de fremad træde,

og hædre her den Byrd, dem Skiebnen gav,

og vorde Jordens Held og Pryd og Glæde,

naar Du ved Himles Port har lagt Din Stav!

End hisset skal Din Moderlykke vare,

Og Du hengiven vente Tidens Bud,

men Intet Din Lyksalighed forklare,

naar i Din Favn Du stiller dem for Gud.