Vinteren
en Sonnet.
en Sonnet.
Ak! med Dødens tunge Fied du træder,
Og Naturen gyser ved det Fied;
Kolde Vinter! over Land og Stæder
Flokkeviis du ryster Sukke ned.
Jubelsang, uskyldig Elskovs Fred
Negter du det Løv, som Skoven klæder;
Selv paa Flora’s varme Blomsterbed
Skiuler størknet Flod de dræbte Glæder.
Dog Naturens Ven velsigner dig;
Dog din rædselfulde Morder-Mine,
Grumme Vinter! ei forfærder mig:
Thi du smiler Lindring til min Pine:
Naar din Kulde skarpest ruster sig,
O! da seer vor Kongestad Arine.