Sang
(En kold October Morgen.)
(En kold October Morgen.)
I Riim den kolde Morgensoel
Alt længe speiler sig;
Saa rødlig fra den kolde Pol
Dens Glands bestraaler mig;
En Sværm af Drosler nu og da
Sig Skiul i Krattet søger,
Og munter Haren til og fra
Blandt nøgne Stubbe spøger;
Bortviftet af den skarpe Vind,
I Gaar det sidste Blad
Faldt fra min skyggefulde Lind,
Hvorunder tit jeg sad.
Snart flokkeviis den kolde Snee
Skal over Sletten ryge,
Og trætte Vandrer raadvild see
Sit Spor at sammenfyge.
Men, kom o Vinter! lige froe
Jeg dog skal møde dig,
Min jevne Fryd, min stille Roe
Du ei kan rane mig;
Naar du med Hagel, Snee og Slud
Paa mine Ruder larmer,
Mit Bæger kiæk jeg tømmer ud,
Og mig ved Druen varmer.
Og kommer da en frossen Ven,
Jeg for Caminens Ild
Ham Stakkel byder sidde hen,
Og froe ham drikker til;
Der mangt fortroeligt, spøgsfuldt Ord,
Til Aftnen sig bortsniger,
Vi vexle om vort kiære Nord,
Og om dets skielmske Piger.