Lyksalige lille! din yndige Slummer
Ei brydes af Hovmods og Gierrigheds Tant;
Ei Sygdom, ei Anger, ei Haardhed, ei Kummer,
O Glut! i din Vugge Modtagelse fandt.
Ak! Smerter og Møie vor Verden beboe:
Sov roligt, du Lille! Kun Søvnen har Ro.
End svæve Guds Engle med Fryd om din Hvile,
Og værne mod Ondt, som de Himmelske see;
De lære dig, sødt i din Slummer at smile,
Med Lidenskab ukiendt, og skyldfri, som de.
Ak! smitsomme Laster vor Verden beboe:
Sov roligt, du Lille! Kun Søvnen har Ro.
Men snart skal du taarende Jordkloden skue,
Den Alfader skabte til Menneskers Fryd:
Undviig du de Farer, som Ungdommen true,
Og fiendtlige Venner, som stiæle din Dyd!
Ak! selvskabte Qvaler vor Verden beboe:
Sov roligt, du Lille! Kun Søvnen har Ro.
Naar Smiger dig kalder guddommelig Pige
Og kunstlede Sødheder naae til dit Bryst,
O! hør ei, o! hør ei, o! skye hvad de sige!
For dyrt skal du kiøbe det Øiebliks Lyst.
Ak! udklædte Slanger vor Verden beboe:
Sov roligt, du Lille! Kun Søvnen har Ro.
Hør agtsom paa Dydens elskværdige Stemme!
Dens Alvor er nyttigt; dens Strenghed er blid.
Ei blændet af Flitter dens Forskrivt du glemme!
Kæmp modig dens Kampe! Den lønner din Iid.
Ak! Stridsmænd mod Dyden vor Verden beboe:
Sov roligt, du Lille! Kun Søvnen har Ro.
Da skal du fremvandre med Kraft fra det Høie,
Og frydes ved Jorden, og vorde dens Held;
Og naar du da sneehvid tillukker dit Øie
Skal Engle dig møde ved Saligheds Væld.
Dit Legem da fredsomt i Graven skal boe,
Og sødelig sove. Kun Søvnen har Ro.