— — Where ignorange is bliss,
’tis folly to be wise,
Gray.
Nei! hver Udsigt daaner; grumme Vinde
Jage tunge, vaade Skyer frem;
Aftenrødens blide Straaler svinde,
Tidlig de forsvinde mellem dem.
Hver en falmet forhen yndig Dal,
Sorte Skove, glædetomme Høie
Svinde hen i Mørket for mit Øie,
Som min Glæde svandt i Qval.
Kolde, hule, vilde Storme byde,
Alting føle rædsomt Efteraar;
Regnens tætte, store Draaber flyde
Paa den skjælvende forsagte Hjord.
Ingen venlig Stjerne viser sig;
Skarpe Dunster paa min Aande falde,
Og de frygtelige Veirkast kalde
Til min skumle Celle mig.
O! saa kom da, troe Ledsagerinde,
Huld og gavmild, som Du stedse var!
Mægtig skabende du mangestinde
Vaande selv til Fryd forvandlet har.
Svæv ei flygtig, som mit Held, forbi
Dvælende ved tabte, gode Dage,
Lad mig dem, og hvad jeg haaber, smage,
Tryllerinde, Phantasie!
Du nedgyder blidelige Straaler
Paa hver Lyst, der sank i tifold Vee;
Lært af dig mit Hjertes Øie taaler
Gjennem Glemsels Taagedamp at see.
Om end Mindet stundom saarer mig,
Aander det dog Balsom i mit Hjerte
Tanken om en overstanden Smerte,
O! hvor er den trøstelig!
Naar jeg skuer hine Spøge-Scener:
Hine første Glimt af Liv og Lyst
Som Alfader rundelig forlener
At henrykke Barnets unge Bryst;
Hine kun Naturens ægte Spor;
Hine Planer, som i Sjelen stræbe:
O! da zittrer Lovsang paa min Læbe:
Gud! da var min Lykke stor.
Muntre kom min Ungdoms første Dage:
Venskab kjærlig daled’ ned til dem,
Rakte mig sin Nectar, lod mig smage,
Intet ligner den i Taarers Hjem. —
Saa neddaled’ fordum, reen og viis,
Mangen Engel, svøbt i Lysets Klæde,
For at lære Støvet Himmel-Glæde
I det unge Paradiis. —
O! hvor varmt omfatted’ jeg hvert Hjerte
Drømmende det lued’ og for mig!
Men da kom en tung Erfarings Smerte,
Viste, Glands er ofte skuffelig,
Troløshed mig haardt paa Sjelen faldt:
End dens Minde Gysen mig indskyder,
Skrækkelig, som Dødning-Klokken lyder
For den Brud, der misted’ Alt.
Hyppig flød min redelige Taare:
„Ak! hvad var min Brøde?” klaged’ jeg:
Kolde Væsner skjeldte: „Svage Daare!
„Det var Mennesker — o tro dem ei!”
Ha! det skar med Grumhed i min Sjel;
Vintren liig, naar knusende den triner
Paa den iisnende Naturs Ruiner,
Var mig denne Varsel fæl.
Sjunken laae jeg, modløs, under Qvaler,
Som kun Sorgens Egen tænker sig:
Dog igjen et Trøstesmiil husvaler:
Svig nedstyrted’, Ømhed reiste mig.
Blid, miskundelig, med kraftig Haand,
Vinked’ Venskab til min mørke Kummer:
Næsten veeg den: op af kolde Slummer,
Op til Livet steg min Aand.
Atter spired’ Glæden i mit Hjerte,
Spæd, men reen, som overjordisk Lyst,
Vældig gjennemtrængte den min Smerte,
Voxed’, blomstred’, herlig i mit Bryst: —
Som en Purpur-Crocus pragtfuld staaer,
Haanende den tunge Snee, der flyder,
Naar den svangre Moder-Verden nyder,
Smilet af den ømme Vaar.
O! hvor nød jeg mange Saligheder!
O! hvor henrykt steg min fulde Barm!
Al den Lindring, Himlen blid nedspreder,
At formilde Dødeliges Harm:
Al den Himmelfryd, som støvklædt Aand
Her i Ufuldkommenhed kan smage,
Tro’de jeg, paa mine skjønne Dage
Drypped’ fra Guds Forsyns Haand.
Gud! Du saae min Glæde, saae mit Øie
Gjennem rene Taarer takke Dig;
Du fornam mit Raab imod det Høie;
„Fader! signe hver, som elsker mig!”
Ja Du skued’ Qvalen i mit Bryst,
Naar en elsket Ædel sank i Smerte,
Og Du sendte Himlen til mit Hjerte,
Naar hans Lod var salig Lyst.
Ah! hvor dristig gjød jeg mine Glæder
I hver kjærlig mig hengiven Barm:
Som en lykkelig Tilbeder træder
Mod sin vennehulde Piges Arm.
Og naar Kummer vældig knuged’ mig,
Trøst i Venneblik jeg saae den svømme,
Som naar i de kilderene Strømme
Matte Vandrer kjøler sig.
Selv naar rædsom Død omkring mit Hjerte
Med de haarde, hvasse Fingre greb,
Saa Naturen gjøs, og kun med Smerte
Foden vristedes af Dødens Reeb,
O! da sad med Veemod mangen Gang
Ømme Qvinder, i den Syges Aande,
Lispled’ blide Pauser til hans Vaande
Ak men Gravens lange, tunge Slummer
Luller Fleer, end Een, som elsked’ mig:
Og min Barm skal hjemle varig Kummer
Indtil Evighed udfolder sig.
Ak! og Fleer, end Een, som var mig huld,
— Det er haardt, men Sandhed; ak min Smerte
Uophørlig slider den mit Hjerte —
Disses Ild blev Vinterkuld.
Knust jeg tog det Bæger, tungt af Galde;
Sukked’, saae til Himlen, knurred’ ei;
Og den smilte; bød mig, ei at falde;
Viste mig en Støtte paa min Vei:
Ei miskjendte mig, og aldrig saared’,
Og du Ven, mig Himlen huld udkaared’,
Gjennem Veemodstaaren i mit Øie
Tryller mere Haabets favre Smiil;
Kuns for sande Glæder at forhøie
Traf mig Skjebnens eddersvangre Piil: —
Saae det Træk i Verdens vise Plan,
At den skrækkelige Himmel-Torden,
Mens den dundrer Banghed over Jorden,
Renser Luftens Ocean. —
Saa henskrede snarlig Livets Dage
Til det Øieblik, jeg svæver i:
Trolig har du lokket dem tilbage,
Smilende Veninde, Phantasie!
End dit Trylle-Speil ei skjule sig!
Lad mig paa dets blanke Flade skue
Ei de mørke Skikkelser, som true,
Men de Smiil, som bie mig!
Ah! jeg seer imellem Smiil og Taarer
Timerne mig vente, glide hen;
Seer min Kraft fra Gud, naar Modgang saarer
Og min Sjel at vorde stærk ved den:
Regn og Solskin han til Sæden gav,
At den skulde modnes for hans Aande:
Og han saae, ved blandet Fryd og Vaande
Modnes jeg til kjølig Grav.
Men paa Veien did han lod mig finde
Een endnu, som ei miskjender mig,
For hvis Venne-Smiil mit Nag skal svinde: —
(Hulde! Sangen ei skal røbe dig).
O! hun rækker mig den ømme Haand,
Løfter mig af Medynkløse Piner;
Som en Engel, naar den hjelpsom triner
Til en mat, befriet Aand.
Snart skal Dødens gustne Bleghed snige
Trindt om disse trette Lemmer sig;
Og da vil den elskeligste Pige
See til Graven, sukke nævne mig:
„Kampen hviler: Døden endte den;”
Siger hun: „han ofte leed den Arme!
„O! hans Hjerte slog for mit med Varme,
„Og jeg leed ham vel igjen.”
Da skal Livets bedste Fryd oplive
Hver af hendes Timer, hvert et Fjed:
Ondskab skal forstumme, Dyden give
Hendes Hjerte Himlens Salighed.
Tak maaskee skal da ved denne Lyst
Mine Taarers og mit Venskabs Minde
Svækkes, blive dunkelt, næsten svinde
Af det lykkelige Bryst.
Men naar hun fra jordisk Himmel iler
I Guds Straaler, skal hun kjende mig;
Hilse mig med Smiil, som Støv ei smiler:
Og med Engle Huldskab nærme sig. —
Ah! den Tanke drukner Sjelen i:
Den har Kraft i Livets Hvirvelvinde,
Trøst mod Døden. — Tak Velgjørerinde,
Himlens Engel, Phantasie!