Peder Horrebow Haste (1765–1831)

        Haabets purpurklædte Morgenrøde

Listigt paa Dit Aasyn straaler ned;

Blide Skuespil Dit Øie møde

Hvor Du svæver hen med Zephirfied:

        Thi det Glade, det Unævnelige,

Meer, end Haabets hele Tryllerie,

Elskovs Himmelvæld, Du hulde Pige!

Elskovs hede Strøm Du svømmer i.

        Let i mangen yndig Bølge glider

Strømmen snarlig frem mod Glædens Land;

Ak! men onde Skiær paa begge Sider

Byde: Svøm forsigtig mod dens Strand!

        Kiend, men ikke skiælv for mulig Fare:

Frydens Bæger rækkes Dig af Gud:

Tøm det langsomt! Evig kan det vare;

I et Nu det og kan drikkes ud.

        Tøm det langsomt! — Da skal Elskov hvile,

Kun forvandlet, blandt besneete Haar,

Roser, selv i Dødens Enge, smile,

Ligne dem, der aanded’ i Din Vaar.

        Vaarens Timer er’ ei længer mine,

Ingen Pige synker til mit Bryst:

Skiebnen, da den fyldte det med Pine,

Levned’ intet Rum til Elskovs Lyst.

        Dog med lindret Veemod skal jeg skue

Altid dens Mirakler paa Guds Jord:

Pige! jeg har seet den stærke Lue,

Som i Dit beruste Hierte boer.

        Jeg har seet en Straale fra Dit Øie

Som et Lyn at flamme mod Din Ven:

Glad jeg saae den Ild; og til det Høie

Bad jeg: Evig, evig brænde den!

        Til mit Minde denne Bog Du tage!

Du vel ei paa Gavens Ringhed seer,

Tænk engang iblandt paa mig tilbage,

Naar min Skienk, men ikke jeg er meer!