Blide Sang, miskundelig
Mægtig klinge dine Toner:
Alle Hjerter hylde Dig
Over Jordens mørke Zoner.
Lyd! og idel Tryllerier
Lokkes frem af Dal og Fjeld;
Lyd! og Kummer vorder Held;
Lyd! og al vor Vaande tier.
Trindt om lave Hyttes Tag
Du ved Plov og Lee henrykker;
Sødt i Philomelers Slag
Du Naturens Fryd udtrykker.
Mellem Skovens Løv Du bæver:
Natten ei er skummel meer:
Frygten svinder, Haabet leer,
Og til Gud vor Aand sig hæver.
Elskovs ømme Sværmeri,
Du med kjelen Røst ledsager:
Elskovs Fryd er Melodie,
Velklang selv dens milde Klager.
Venskabs Himmel-Øieblikke
Adler Du til Engles Lyst:
Arm om Arm, og Bryst ved Bryst,
Venskabs Børn din Nectar drikke.
Ton da, Sang, mod Veemods Harm!
Du vor Glædes Udbrud være!
Aand din Himmel i vor Barm,
Mens vi Livets Kjeder bære!
Og naar Gud os Held bereder
Efter Møiens korte Stund,
Væk os blidt af Dødens Blund,
Væk os op til Saligheder!