Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Blæsten hviner, Solen smiler ikke:

Pige, i dit Hjerte smiler Fred;

O! naar dette Smil kun varer ved,

Snarligt flygte Graadens Øjeblikke.

Derfor gak, Du Dydens egen Pige,

Som Du hidtil gik, Din Bane hen!

Dig Dit Hjertes Held oplyse den,

Og omkring Dig skab et Himmerige!

Uskyld i Dit Favnetag Du lede,

Viisdom ved Din ædle Højre gaae!

Himlen vil, at Held fremspirer saa;

Og om Dydens Held vil Himlen frede.

Fro jeg seer Din Fremtids Dag imøde,

Skjønt før den mit Øje lukkes i:

Mit for tunge Fjed er snart forbi:

O! men jeg har seet Din Morgenrøde.

Let skal Du blandt Flora’s Døttre træde,

Naar jeg hviler ud i Dødens Favn;

End naar Spotten selv har glemt mit Navn,

Du skal hylde, nyde, skabe Glæde.

Kunde jeg da lytte til mit Minde,

Gid jeg grandt fornam det Ord af Dig:

”Ædeligt hans Hjerte mødte mig,

”Og jeg kunde bleven hans Veninde.”