See Timerne synke
I Evigheds Hav,
Og Daarerne klynke
Ved Timernes Grav:
Vi Vise begræde,
At Tiden forgaaer:
Bag Vinterens Glæde
— O ja! — bag Vinteren smiler en Vaar.
Snart straaler i Salen
Ei Stjerne-Crystal;
Her høines ei Talen
Ved Nectar-Pocal;
Vel svinder nu Tonen
Fra Dandsendes Rad,
Hvor Manden og Konen
— O ja! — hvor Pigen og Knøsen var glad. —
Men vældigt udtaler
Naturen sit Bliv,
Og Varme husvaler
Det spirende Liv,
Og duftende Throner
For Ømhed opstaae,
Og Kjærlighed kroner
— O ja! os Himlens velsignede Smaa.
Mod lønlige Smerter
Naturen er huld;
Den haaner ei Hjerter
For manglende Guld:
Til Fryd den os kalder
Med Velklang saa sød,
Og Taaren, som falder
— O ja! — nedglider saa let i dens Skjød.
Os Alle den byder
Miskundelig Arm,
Og Godhed indgyder
Hver Levendes Barm:
Paa Grenen, i Løvet
Kun Glæden har Lyd,
Og Ormen i Støvet
— O ja! — den løfter sit Hoved til Fryd.
Thi lader os ile
Til unge Natur,
Og Sorgerne hvile
I Stædernes Muur!
Farvel da i Sommer,
Veninde, som Ven!
Naar Peltsetid kommer
— O ja! vi samles til Glæder igjen!