O! nu har, nu har jeg dig,
Sund, og glad, og elskelig!
Længe nævned’ jeg dit Navn,
Giennemmartret af dit Savn:
Hiertet blev saa tungt derved;
Nat omhylled’ mine Fied;
Bange Længsel qvalte mig:
O! nu har, nu har jeg dig!
„Nærer ei Sorg i fierne Land
„Nordens ædle, kiekke Mand?
„Er han karsk og glad endnu?
„Kommer han sig selv ihu?“
Saa hver Stund min Tanke var,
Hiertet den saa lønligt bar:
Dulgte Frygt nedbøied’ mig:
O! nu har, nu har jeg dig!
„Seer Sophie meer sin Ven?
„Vil han komme hid igien?
„Trille, før han kommer, ei
„Dødens Perler paa min Vei?“
Saa jeg spurgte Dag og Nat;
Blege Kummer greb mig fat;
Haabet smiled’ sygt til mig:
O! nu har, nu har jeg dig!
Ven, du kom! du kom som Min!
Føler du, hvor jeg er Din?
Seer du Himlen i den Graad,
Som giør Pigekinden vaad?
Intet mig kan smerte nu:
Min, mit ene Alt, er du!
Salig Vished fylder mig:
O! nu har, nu har jeg dig!