Yndig er den bange Pige,
Der, af sød Forvirring fuld,
Hører elsket Yngling sige:
„Favre Møe! tilsmil mig Huld!“
Hendes kydske Kinder gløde
Skiønt, som Morgenrødens Ild;
Men, som venlig Morgenrøde,
Smiler Kinden ogsaa mild.
Øiet vil, og tør dog ikke
Blidt og fyrigt møde hans;
Ømhed vinker i dets Blikke,
Uskyld straaler i dets Glands.
Liljebarmen kielent bølger;
Bævende forraader den
Hvad den tavse Læbe dølger:
At hun elsker ham igien.
Læben alt et Ja vil stamme,
Men undseelig tør den ei:
Kold den skiuler Hiertets Flamme,
Haard frembringer den et Nei.
Fuld af Uro hun bortviger;
Matte skialve hendes Trin;
Men et Suk fra Barmen stiger;
Ømt det hvisker: „Jeg er Din!“
Yndig er den kielne Pige,
Der tilstaaer sin Elskte huld,
At han er den Lykkelige,
Som hun elsker ømhedsfuld:
Henrykt seer hun ham fremtrine,
Griber, trykker mildt hans Haand;
Frem af hver elsværdig Mine
Straaler hendes blide Aand.
Øiet Hiertets Ild udtrykker,
Bedende det møder hans:
Himlen liig, dets Kreds henrykker,
Blikket er, som Middagsglands.
Hun med seierrige Smile
Kiærligt Aasyn væbnet har:
De i Kindens Gruber hvile,
Kranse venligt Læbepar.
Kielent hun udstrækker Armen;
Hvælvet, sneehvid, underskiøn,
Men urolig zittrer Barmen,
Læben stammer denne Bøn:
„Synk, o! synk til dette Hierte,
„Som, af kielen Elskov sygt,
„Vakler mellem Lyst og Smerte,
„Bæver mellem Haab og Frygt!“
Dobbelt yndig er den Pige,
Der, med skrømtet Ærbarhed,
Flygter bort, men dog tillige
Ømt og sødt at kysse veed.
Liig den bange Møe hun søger
At undvige elsket Ven,
Og hans Ild hun klog forøger
Ved at synes kold mod den.
Let han efter hende svæver,
Men hun flyer med Zephirtrin:
„Flyer du?“ sukker han, og bæver,
„Vær, Tilbedte! vær dog Min!“
Mens i vinget Løb hun iler,
Vender hun sig ofte om;
Øiet tindrer, Kinden smiler,
Alle Miner sige: „Kom!“
Streng den skielmske Læbe byder:
„Stands, Forvovne! stands din Fart!“
Men han Øiets Vink adlyder,
Naaer og favner hende snart.
Nu er hun den kielne Pige,
Barmen sukker: „Jeg er Din!“
Haandtryk, Kys og Favntag sige:
„Evig, evig er jeg Din.“