Altid naar jeg skuer Aftenrøden,
Tænker jeg med stille Fryd paa Døden,
Og naar jeg en herlig Morgen seer,
Haaber jeg, at reises af mit Leer.
Tabet af mit Liv kan ikke smerte;
Men at slettes ud af Godes Hierte,
Denne Død er skrækkelig, o Ven?
Lad mig ei hos Dig opleve den!