Sørgesange
ved
ved
Enkedronning Juliane Maries Jordefærd.
Enkedronning Juliane Maries Jordefærd.
Musiken af Kunzen.
Musiken af Kunzen.
Foran Talen.
Chor.
Skaber, Dommer, Jehovah!
Taarer selv Din Godhed prise;
Sukke nævne Dig den Vise;
Klagen er — Hallelujah.
Livet spirer ved dit Bud,
Voxer, modnes, rødmer, blegner:
Livløst Muld i Graven segner,
Skaber, Herre, Dommer, Gud!
Duo.
Et Aandedræt er Livet,
Det til at døe blev givet:
Vor Fødsels Morgen her
Kun Dødens Budskab er.
Dog ikke Fredens Hule
Skal Tankens Kilde skjule:
Det Haab af Gud er sat
Til Lys i Gravens Nat.
O Haabets milde Stjerne!
Vi skue dig saa gjerne;
Du viser Gravens Fred,
Og Haabets Evighed.
Solo.
Kom, Broder, end din Klage
I glade Fryderaab!
Begræd ei Tab af Dage!
En Himmel er vort Haab.
Af Død skal Liv frembryde,
Som Blomst af skjulte Frø!
Thi høit vor Jubel lyde:
Held, Held os, vi skal døe!
Chor.
See, Juliane gik til Hvile
Fra Fryds og Vaandes Øieblik,
Og Veldaads gyldne Frugter smile
Omkring det Sted, hvorfra hun gik.
Bag Dødens Nætter skal hun møde
De bedre Dages Morgenrøde,
Og Dyd i Himlens Ly hun seer:
Guds Fred med hendes Leer!
Efter Talen.
Choral.
Din Kraft, o Gud! os bød at træde
Ad Rosentorne-Stier hen;
Din Mildhed bød vor Sorg og Glæde,
Og gjorde Held til Dydens Ven;
Din Viisdom bød, at mørke Grav
Er Grændsen, som vort Liv betegner:
I Moderskjød den Trætte segner
Med Kongespiir og Betlerstav.
Du gyder Held af fulde Skaaler
I Dydens og Naturens Skjød,
Til den, hvis Krone vældigt straaler,
Til den, der signer muldent Brød.
Brug Livet, bød Du, brug det vel!
Og for din Dom er’ Alle lige:
Den Arme stilles ved den Rige,
Og Fyrste stilles ei fra Træl.
O Fader! see, med Haab vi vanke
En Vei, som hastig ender sig:
Velsign vor Daad, velsign vor Tanke,
O Dommer, at vi tækkes Dig!
Da skal vi trøstig ile hjem
I Jordens Favn fra brugte Dage,
Og uden Anger see tilbage,
Og uden Bæven skue frem.