Maria, Jesu Moder
Oratorium.
Oratorium.
Til Musik af Regimentsqvarteermester Wedel.
Til Musik af Regimentsqvarteermester Wedel.
Sandheds Kilde, Dydens Fader!
Du din bedste Søn forlader:
Jesus lider, store Gud!
Op til Dig han Øiet vender,
Mat han gyser, Smerten brænder,
Tunge Suk han stønner ud.
Piint af Onde, haant af Daarer
Frelseren maa fælde Taarer:
Ak! er Dydens Qval dit Bud,
Skaber, Herre, Fader, Gud?
Dødens Mørke hviler over Salem,
Og Ædles bange Kummer fylder det:
Fra Fjeldets Top og ned i Dalen
Gjenlyde Varsler om Misgierning.
Hist græder Hver, som hørte Jesu Røst,
Hist jamrer sig hver Kummers Søn han hjalp:
Her sukke de, som agted’ paa hans Vandel,
Og elsked’ den som Dydens Mønster;
Her staaer hans Moder, vrider matte Haand,
Og kaster vilde Blik i Nattens Mørke.
O Moder! til vort Hjerte naaer din Jammer;
Vort Øie føler dybt din dybe Sorg:
Hver Glædens Røst, ja Haabet maa forstumme,
Thi han, som snart udrives af din Arm,
Var hele Moderhjertets Ømhed værd,
Var Meer end Konge, Meer end alle Konger:
Han lærte Dyd, og elsked’, øved’ Dyden.
Hør, hvor arme Qvinde græder!
Jammer boer i Moders Hu:
Han, som skabte hendes Glæder,
Mellem Bødler martres nu.
Han, som skabte Moders Glæde,
Mellem Bødler martres nu:
Derfor arme Qvinde græder,
Jammer boer i Moders Hu.
Hvo skal nu for hende prise
Store Faders høie Bud?
Hvo skal hende klarlig vise,
Livet er et Glimt af Gud?
Hvo skal nu med Ømhed lede
Hendes Alders matte Fjed?
Hvo skal engang sønligt frede
Hendes Lemmers Hvilested?
Ingen! Ingen! — Gud, dit Hjerte
Røres ved den Armes Nød!
Huld du veie Qvindens Smerte,
Skaane for det grumme Stød!
O Skræk! — Hør Haanets frække Røst sig blander
Med Korsets: Eli Lama!
Hans Bøn istemmes af al Himlens Skarer!
Forgjeves.
Hans Uskyld straaler, men ei frelser ham,
Døe skal han, døe! — fordi hans Røst
Var Dyds og Sandheds egen Røst.
Saa græd, o Qvinde! græd, du Arme!
Du snart er Moder uden Søn:
Han blev et Rov for Ondes Harme,
Og haanlig Død er Dydens Løn!
Dog, selv fra Korset dig han seer,
Han byder: „Moder, græd ei meer!”
Lad os aldrig den begræde,
Som til Gravens Hvile gaaer!
Der nedbrydes Ingens Glæde;
Der er Hjertet frit for Saar.
Qvaler her paa Jorden boe,
Men ved egne Brøst vi lide:
Under Jorden er ei Qvide,
Over den er Himlens Ro.
Stands da Taare i vort Øie,
Naar vi jorde fordums Ven!
See, han gaaer fra megen Møie
Til velsignet Slummer hen.
Han, som danned’ os af Leer,
Kan af Intet Liv udklække:
O han kan vor Ven opvække,
Hvor han aldrig lider meer.
Lad os ofte see tilbage
Paa hver Dydens Kamp med Fryd,
Og indvie Livets Dage
Kun til Sandhed, kun til Dyd.
Hen til Jesu Martyrdød
Fromhed med Beundring skuer,
Den til Tak vor Sjel opluer,
Gjør os Afskedsstunden sød.