Et Smertens Aar for Dig er lagt tilbage:
Du tit paa Sygelejet vaanded’ Dig;
Tungt paa Dig hvil’de Brødres Uheldsdage;
Og veefuldt krymped’ Søsterhjertet sig;
Thi, ak! det vel kan dele og beklage,
Men ei med Taarer gjøre lykkelig.
Den nære Fremtid øines mørk og øde;
Og derfor maa det arme Hjerte bløde.
Men, lever ikke den, hvem vi tilbede
Med barnligt Sind, og nævne ham saa god?
Og veed ei vi, han kjærligt monne lede
Sit store Værk, som intet Støv forstod?
Og veed ei vi, han aldrig i sin Vrede
Tilstikker Kummer? Nei; thi han er god.
Lad os da, stille mod hver Morgen skue,
Og prise Herren, end om Sorger true!
Saa langt, som Øiet sig ved Ynde mætter,
Saa langt, som Rædsler Skabtes Blik nedslaae,
Saa langt, som Døden Livets Grændse sætter,
Saa langt, som Tanker over Graven naae,
Slet Ingen af os Smaa, slet Ingen gjetter
Den Vei til Salighed, vi ledes paa;
Dog veed vi: Alt skal tjene dem tilgode,
Som blot, at elske — elske Gud — forstode.
Thi lad os, o! min Hustru, freidigt træde
En føie Stund den Vei, som Himlen bød,
Og ei miskjende mulig Fremtids-Glæde,
Og inderligt erkjende den, vi nød’,
Og mindes, Gud er overalt tilstede,
Og skuer klarligt Livets haarde Stød!
See, det er ham, som giver Kraft at bære:
Hans Navn er Kjærlighed, thi skee ham Ære!
Et nyfødt Aar nu smiler Dig imøde:
Riigt vorde det paa ny Lyksalighed!
O! straaler ikke Høstens Morgenrøde,
Saa skjønt, som Vaarens paa sit Blomsterbed?
Hvi skulde da ei Hjertet saligt gløde,
Skjøndt vi fra Livets Tinde stige ned?
Blidt Aaret vorde, mange fleer det ligne!
Jeg troer paa Godheds Gud: han Dig velsigne!