Som Øjeblikket flygtigt svinder,
saa svinde brat et hundred Aar,
naar Tiden vinker, Glasset rinder —
et Sækel og et Nu forgaaer:
lyksalig Hver, som Livets Nu
med roligt Hjerte kom ihu!
Vor Baad paa Skjebnens Bølge vipper
fra Skjær til Skjær, fra Strand til Strand;
i Havn omsider Baaden slipper
ved Kysten af — de Dødes Land:
lyksalig Hver, som uden Nag
ved Livets Bolværk stryger Flag!
O! Venner, vi, som Livets Møje,
som Livets Glæder, sammen nød’,
et Sækel segner for vort Øje,
et nyt opstaaer af Tidens Skjød;
vi signe det, som segner ned
i Svælget af en Evighed.
Og frejdigt mod det nye vi træde
med stille Haab, og Dyden troe:
det see os takke Gud for Glæde,
og bære Sorg med Kraft og Ro!
O! han, der styrer Tid og Aar,
i ham et Faderhjerte slaaer.
Nu, Venner, til de svundne Dage
et Glædens Bæger offre vi;
med Velkomst vi de nye modtage:
for dem der atter skjenkes i.
Saa gaae vi froe, med Sjelefred,
ved Vennehaand mod Evighed!
Haste.