Ei Nordkanten hviner,
Ei Sneen omskandser os meer:
See, Vaaren fremtriner,
Og Alting opvaagner, og leer!
Hør! Isen nedskyder,
Som brusende Flod i sin Harm,
Og livelig lyder,
Og frygtelig lyder den Larm.
De grønnende Høie,
Nys hylled’ i Enkernes Dragt,
Henrykke vort Øie
Og prunke med voxende Pragt;
I knopfulde Skove
Alt Drosselens Fløiteslag Klang,
Og Lærkerne love
Guds Blidhed i tonefuld Sang.
I frugtbare Dale
Gienlyder alt Hiordens Raab,
Og Plovmandens Tale
Er idel Begeistring af Haab;
Af perlende Enge
I Skarer paa tusende Viis
Sig Planter fremtrænge,
Og vidne til Skaberens Priis.
Saa skal jeg jo træde,
O Fader! af vinterlig Grav,
Og vaagne til Glæde,
Som evig du Himlene gav;
Og glemme min Smerte,
Naar Modgang har lutret min Dyd,
Og fylde mit Hierte,
Med Sandheds og Kiærligheds Fryd.
