Aander Vellyst, milde Aftenvinde!
Risler, Bølger, i melodisk Klang!
Nattergal, fra dæmringsklædte Linde
Hvirvle du din ømhedsfulde Sang!
Her i Myrthehyttens Skygge segned’
Minna førstegang til dette Bryst;
Foraarsaftnens Purpurdæmring hegned
Med sit trygge Værn om salig Lyst.
Kielne Sukke qvalte hendes Stemme;
Tvivlsom røved’ jeg det første Kys.
Vee mig! vee mig! om jeg kunde glemme
Disse Sukke, denne Røst, det Kys!
Søde Minde! vellystrige Smerte!
Glimt af Dage, som i Fryd forgik!
O der zittrer ængstligt i mit Hierte
Perler i mit taarevædte Blik!
Ofte hendes Ætherbilled svæved’
For mit Blik i Maanens blege Skin!
Naar for Zephyrs Aande Løvet bæved’,
Syntes mig, jeg hørte hendes Trin.
Skuffer I mig, søde Phantasier?
O! bedaarer mig et Luftsyn vel?
Zephyr slumrer, Nattergalen tier:
Svarer mig en Engel? Nei, hun selv.