Skriftemaalet
en Ballade.
en Ballade.
„Ærværdige Fader, hvor ængstes min Siel!
„Mig Døden angriber, saa gyselig fæl.“ —
„Bodfærdige Synder, hav Tillid til Gud!
„Snart seer du hans Himmel, snart er du hans Brud.“ —
„Jeg elsked’ ei Herren: jeg elsked’ en Mand:
„Hans Smiger var Honning; hans Løvte var Vand;
„Hans Legem var Engel; en Diævel hans Siel:
„Hans Minde giør Døden saa gyselig fæl.“ —
„Glem Smiger og Honning, og Løvter og Vand!
„Glem Legem og Engel, og Diævel og Mand!
„Hav Tillid til Herren, din Frelser, din Gud!
„Snart er den bodfærdige Synder hans Brud.“ —
„Jeg elsked’ saa redeligt, elsked’ saa tro;
„Hver Morgen var haabfuld, hver Aften var fro;
„Men Ludvig var troløs: med Eet han forsvandt.
„Min Graad er bortrunden. Jeg aldrig ham fandt!“
Nu styrtede Præsten for Sengen saa brat,
Og heede paa den Skriftendes Haand han tog fat.
Han længe var maalløs; dog Haanden blev vaad
Af Glædens den vældigt frembristende Graad.
„Kom, skynd dig, Elisa, fra Døden saa fæl!
„Ei Ludvig er troløs, ei Diævel hans Siel:
„Min Fader mig fængsled’, og da jeg blev fri,
„Elisa var borte, min Himmel forbi.
„Jeg længe har tumlet paa Jordkloden om,
„Og voxende Kummer jeg bar, hvor jeg kom:
„O! skynd dig fra Døden: O Menneskers Gud!
„Afstaae mig Elisa! afstaae mig min Brud!“
Tungt trykkede Glæden den Skriftendes Sind;
Dog spirede Roser paa sneedækket Kind.
Hun sledes med Møie fra Døden saa fæl,
Og Ludvig var Engel paa Legem og Siel.
P. H. Haste.