Du lille nydelige Bog,
Som mellem Angelina’s Hænder
Dig føler lykkelig, men dog
Dit hele store Værd ei kiender,
Vær stolt! Til Jordens Gavn og Ære
Af Skiebnen du forfattet blev.
Din ei for alle aabne Lære
Er meer end alt hvad Plato skrev.
Du paa den Skiønnes Arbeidsbord
Dit stille Værd beskeden skiuler
Blant Atlas, Taft, Linon og Flor,
Lig Guldet dybt i Biergets Huler.
Miskiendelsen din Nat forøger
Med Glemsels gyselige Sløer;
Og snart imellem andre Bøger
Du dybt i deres Lethe døer.
Men Sangens Lyd skal vinke dig
Fra Intets skumle Nat tilbage;
Og Harpen, Mæonidens lig,
Til Aar udvide dine Dage.
Og Evigheder skal bestraale
Den ædle Skald, som høi og stor,
Til festlig Harmonie om Naale
Fremvinked’ Pieriders Chor.
Om denne Skald just ikke strax
Fremtriner her i denne Ode,
Om man end Vers af dette Slags
Gid kunde ønske mere gode:
Det giør dog intet her til Sagen.
Enhver kun synge som han kan.
Det Sandhed er, og ikke Smagen,
Som nu bør give Tonen an.
Forsvind du midnatsorte Skye
Som svæver om det glemte Minde
Af den, som ved den Konst at sye,
Blev vores Jords Velgiørerinde.
For denne vi en Qvinde hylde,
Derom kan Tvivl ei have Sted.
Alt andet godt vi Kiønnet skylde,
Og skylde altsaa dette med.
Men ak! til evig Nat bestemt
Dit Navn henhviler, Evadatter!
Blandt alt det andet man har glemt.
Men Jorden din Velgierning skatter.
Om dine Træk end ikke straale
Paa Toppen af et Monument;
Er dog hver Adamsøn i Kiole
Den Støtte, som du har fortient.
Man til at sye behøver Naal. —
Derom der nu i vore Dage
I Glandsen af Oplysnings Sol
Kan ikke være Tvivl tilbage.
Men tabt det er i Oldtids Mørke
Trods alle Lærdes Hovedbrud,
Og Flid, og antiqvarisk Styrke
Hvordan den første Naal saae ud.
Aarhundrede med tunge Trin
Henrulled’ over Troieærmer,
Som funklede med Naales Skin;
Dog snart en bedre Tid sig nærmer.
En qvindelig, men ukiendt Locke
Kom frem og støbte Tingen om.
I næste glimrende Epoke
Til Verden Naalepuden kom.
Saaledes Sagen længe stod.
Opdagelser kun langsomt skride
I gamle Spor den vante Fod
Langt bedre end i ny kan glide.
Man førte mange store Krige;
Paa Troen vendte op og ned:
Omstyrtede hvert andet Rige;
Men Naalepuden varte ved.
Omsider, da med Sort paa Hvidt
Vor Klodes Drenge, Mænd og Koner
Til Urtebodernes Profit
Kom frem med Lys i alle Zoner:
Da hver som vilde noget være;
(Og dette vil jo hvert et Drog)
For Viismand kunde strax passere
Saasnart han havde giort en Bog.
Da følte, siger man, engang
En lille fiortenaarig Pige
En stærk cosmopolitisk Trang
Til Kundskabs-Massen at berige. —
„Sligt Bøger allerbedst udrette;
Jeg altsaa selv vil giøre een,
Som ei skal være af de slette;
Men blive baade god og pæn.“
Strax i et Lilas Taftes Bind
Med Kanter, luestærkt forgyldte,
Hun Klædes Blade satte ind,
Og Bladene med Naale fyldte.
Da hopped’ hun og sprang af Glæde. —
„Jeg ogsaa nu en Bog har giort
Som hele Verden vist skal lede
Til alt hvad der er skiønt og stort.“
Det skal du ogsaa, lille Bog!
Du har jo giort det allerede.
Din ubekiendte Fødselskrog
Er sand Oplysnings første Sæde.
Der skeedte, hvad man kan formode
Herefter aldrig meer vil skee:
At vores bogopfyldte Klode
Fik een fuldkommen Bog at see.
Dens Dele bringe frem et Heelt,
Hvori det Skiønne og det Sande
I tvende lige Parter deelt
Fornøielse med Nytte blande.
Og hver som kan dens Viisdom fatte,
Og syer til sine Brødres Held,
Han gavner meer end alle Skatte
Som pompes op af Lærdoms Væld.
Til Lærdom trænger Jorden ei.
Man Bøger gierne kan undvære;
Men uden Klæder Livets Vei
Er saare kiedsom at passere.
O mangen Een af vore Vise
I Løndom fra sin Virakskye
Sig ret lyksalig vilde prise
Ifald han havde lært at sye!
Med tordenhøie Aandeslag
Den Lærde i hans Bøger snuser;
Anraaber baade Nat og Dag
Minerva, Phœbus, alle Muser.
Saa tidt en Skræder er paa Færde,
Og skriger: Penge, eller skiælv!
Studeer din Naalebog, du Lærde!
Saa kan du blive Skræder selv.
Da skal du mod de Lærdes Skik
For alle dine Brødre leve:
Med uforstaaelig Mystik
For nogle Faa ei længer væve,
Og Alle, Fattige og Rige,
Fornuftens Yndling, Dumheds Søn
Du pynter og oplyser lige
Og Jordens Biefald er din Løn.
Ei til broderet Diadem
Du ene laane skal din Evne;
Til Vadmelstøi i Ringheds Hiem
Du og skal nogle Naale levne.
Og Alle din Velgierning prise
Med Roes, Betaling, og med Tak
At du, som næsten alle Vise
Ei tiente Verden blot med Snak.
O Angelina! Du hvis Smil
Omsonst man hos Antiker søger;
Hvis lyse Øies Himmelild
Ei fik sin Tryllemagt af Bøger.
Indvie du selv med dine Ynder
Din Naal til evig Hellighed.
Den Evighed min Sang forkynder
Vil alt for stakket vare ved.