Oluf Christian Olufsen (1764–1827)

Olufsen, Oluf Christian, 1764–1827, Digter, Landbrugs- og Skovbrugsforfatter, Statsøkonom. Chr. Olufsen fødtes 20. Jan. 1764 i Viborg, hvor Faderen, Hans Olufsen, var Raadmand, tillige Ejer af Hovedgaarden Hessel ved Grenaa. Moderen, Christine f. Testrup, døde ved hans Fødsel, Faderen 2 Aar efter, hvorpaa han kom i Huset hos sin formuende Mormoder, Fru Testrup paa Vesterris, senere hos Provst L. F. Winther i Gjedsted. Da han var udset til at skulle forvalte et af Mormoderens Godser, blev han anbragt paa Stiftamtmandens Skriverstue i Viborg; senere sendtes han til Kjøbenhavn for at læse til dansk-juridisk Examen, som han tog 1783, men Mathematikken interesserede ham mere, hvorfor han 1784 tog Landmaalerexamen. Han var derefter i nogle Aar beskæftiget med Opmaalinger i Jylland; under Krigen 1788 udførte han en kort Tid Regimentskvartermester- og Avditørforretningerne ved en Grenaderbataillon.

Saaledes vare hos Olufsen fra Ungdommen af praktisk Virksomhed og Studium gaaede Haand i Haand. Den opvakte Yngling havde tilegnet sig Latin foruden flere moderne Sprog, var vel belæst i den evropæiske Skjønlitteratur og havde levende Sans for Poesi. Olufsen var bleven nøje knyttet til Christen Pram, med hvem han havde baade økonomiske og digteriske Interesser fælles; ogsaa dennes fængslende Hustru, Baggesens «Seline», drog ham til Huset. Olufsen skrev lyriske Digte i forskjellige Nytaarsgaver og Tidsskrifter og oversatte Sangene til Syngestykket «Renaud d’Ast»; hans velklingende Digte vidne om en levende Naturglæde. Et i «Minerva» (1791) trykt længere Digt, «Rosen», kan især fremhæves; man vil ikke i den samtidige Litteratur finde en saa yndefuld, med frisk Humor iblandet Idyl. Men var Olufsen her fin og følsom, saa var han i Parodien paa P. A. Heibergs Syngestykke «Selim og Mirza», «Jochum og Maren» (1790), vel ikke uvittig, men haardhændet og grovkornet.

2. Maj 1793 gik Komedien «Gulddaasen» over det kongl. Theaters Scene og gjorde stormende Lykke. Forfatteren havde holdt sig strængt anonymt, og der blev gættet paa mange, men de kyndige udpegede hurtig Olufsen som Digteren. Stykket indeholdt da ogsaa klare Afspejlinger af, hvad Olufsen med sit iagttagende Øje havde set paa Amtets Skriverstue, eller da han færdedes med Maalebaandet i Haanden. Det var Skildringer fra de samme midtsjællandske Egne som i «Rosen», men det fredelige Billede fra Præstegaarden var bleven afløst af lystige Herregaards- og Værtshusscener, hvor et stærkt blandet Selskab af til Dels forvorpne Personer tumlede sig. Imellem de skarptskaarne Figurer fængsledes især Opmærksomheden ved den vel begavede, ved egen Skyld og Skæbnens Ugunst nedsunkne Prokurator Faldsmaal, hos hvem ondt og godt førte en stadig Kamp om Overtaget. Komedien havde en interessant og vexlende Handling, Dialogen lyste af vittige Indfald og Sidehug til samtidige Forhold. Om end bygget paa gamle Iagttagelser var Stykket skrevet i en ganske kort Frist, og den Friskhed, som gjennemstrømmede det, har holdt det ungt endnu den Dag i Dag, da det er gaaet 123 Gange over Scenen.

Olufsen havde holdt strængt over sin Anonymitet, da han vilde undgaa Modangreb fra P. A. Heibergs Side og end videre maatte ønske, at Forfatterskabet og Stykkets Skæbne ikke skulde forringe hans Udsigter som Ansøger om at blive Lærer paa et Agerdyrkningsinstitut, som det Classenske Fideikommis var i Færd med at oprette. Og netop 4 Uger efter «Gulddaasens» første Opførelse tildelte Landhusholdningsselskabet ham denne Stilling; dog skulde han forinden rejse i nogle Aar paa Fideikommissets Bekostning. Olufsen begav sig derfor i Efteraaret 1793 paa Vej og opholdt sig den første Vinter i Gøttingen, hvor især Fysikeren Professor G. C. Lichtenberg fængslede ham. Den berømte lærde fik paa sin Side et betydeligt Indtryk af Olufsen; han anbefalede ham i et Brev til Goethe som en fortræffelig Mand med usædvanlig Aand og dyb Indsigt i den hele Naturlære, af hvem han havde lært ved ethvert Besøg; han er, tilføjer han, Forfatter af «Gulddaasen», hvilken herlige Komedie han har skrevet i Løbet af 8 Dage. Senere var Olufsen i Schweits, England og Skotland. Fra første Færd viste han, at han med Alvor forfulgte Rejsens Maal. Imidlertid fjærnede han sig ogsaa stadig bestemtere fra Poesien og søgte «Kostalde» i Steden for Skuespilhuse; Vers skrev han næppe nogen Sinde mere i sit Liv. Olufsen saa ned paa den tidligere poetiske Periode som «fjantet», hans ejendommelige Naturel medførte, at han helt maatte gaa op i en enkelt Ting ad Gangen; «hos mig maa én Trop Kundskaber afløse den anden som en Flok Soldater den anden paa en Hovedvagt». Saaledes hjemkom han da i Sommeren 1796 som en «fuldkommen Økonom».

Olufsen begyndte sin Virksomhed paa Næsgaard under Carlsfeldt paa Falster. Det viste sig imidlertid vanskeligt at faa Elever her nede, hvorfor Skolen forlagdes til Kjøbenhavn; nogle Forsøgsmarker bleve dannede i de Classenske Haver, og en Bygning blev rejst; efter at imidlertid alt var bleven lagt øde i Krigen 1807, maatte Olufsen indskrænke sin Gjerning til Forelæsninger, hvilke ogsaa i det hele bleve godt besøgte. Han havde begyndt at udgive «Økonomiske Annaler» (12 Bd., 1797–1810), fortsat af «Nye økonomiske Annaler» (5 Bind, 1812–20), der var et nyttigt og velredigeret Tidsskrift. Olufsen, som med grundige Kundskaber forbandt praktisk Sans og klar Fremstilling, skrev ogsaa «An visning til Hampens Dyrkning» (1810), der kronedes af Landhusholdningsselskabet; dette Skrift, ligesom ogsaa hans «Anvisning for Landalmuen til at brygge Øl» (1812), blev uddelt gratis paa Regeringens Bekostning. Ligesaa skrev Olufsen en «Lærebog i den danske Landøkonomi» (1805); et nyt Oplag blev udgivet paa det Classenske Fideikommisses Bekostning (1814). Dette som andre af Olufsens Arbejder blev oversat paa Svensk og vandt ogsaa i Sverige megen Anerkjendelse.

Under al sin praktiske og videnskabelige Gjerning havde Olufsen ikke glemt sin Kjærlighed til Digtekunsten. Han var ved Venskabsbaand knyttet til flere af vore Digtere, især Baggesen, og det manglede derfor heller ikke paa Opfordringer til ham om at fortsætte sin Virksomhed for Theatret. Saaledes tilskyndet optog Olufsen da den Plan til en Komedie, han havde lagt i Ungdomsaarene, og skrev «Rosenkjæderne», der opførtes paa det kongl. Theater 1803, men ikke gjorde Lykke. Stykket havde enkelte veltegnede Figurer, men led under Usandsynlighed og burleske Overdrivelser. I Dialogen mærkedes vel Olufsens bekjendte Vid, men det skortede paa et frodigt og elskværdigt Lune; under sin Kamp mod det alt for følelsesfulde syntes Forfatteren selv at være stivnet eller mangle Varme. Olufsen skrev efter den Tid intet for Scenen.

Imidlertid havde Olufsen stadig udvidet sine Studieomraader. Han var optraadt som Skovbrugsforfatter og som Lærer i Nationaløkonomi – om hans Virksomhed i disse Retninger vil der særlig blive redegjort nedenfor –, og 1815 blev han ansat som Professor ordinarius i Statsøkonomi ved Universitetet.

Olufsen var 1814 bleven optaget til Medlem af Videnskabernes Selskab og offentliggjorde i dets Skrifter «Bidrag til Oplysning om Danmarks indvortes Forfatning i de ældre Tider, især i det 13, Aarhundrede» (1821). Denne Afhandling gav for første Gang en Forstaaelse af det gamle Landsbyfællesskab og den derpaa byggede Kommunalforfatning. Man kan sige, at Olufsen ved de Erfaringer, han havde gjort i Marken paa den gamle Fællesskabstid, ved sin sunde Opfattelsesevne og gode historiske Viden var ligesom kaldet til at løse denne Opgave. Han godtgjorde her, hvorledes det gamle Fællesskabssystem i Virkeligheden havde for sin Tid været en grumme sund og fornuftig Ordning. Paa Grundlag af Olufsens Paavisninger og hans Fortolkninger af de gamle Lovkilder har der rejst sig et helt nyt Videnskabsomraade, som især er bleven dyrket med stort Udbytte i Udlandet, og alle have været enige om at hylde Olufsen som den, der genialt brød Vej. – Nærmest til dette Arbejde slutter sig en Række paa Selvsyn og Studier grundede Optegnelser, der udgaves efter hans Død: «Collectanea til et antikvarisk-topografisk Lexikon over Danmark» (1829).

Olufsen er overalt i sin Forfattergjerning original og tankerig. I «Nogle fysikalske og politiske Bemærkninger over den danske Stat» fremsatte han mismodige Betragtninger over det dansk-norske Riges, højst ulige Sammensætning, dets alt for store Udstrækning i Nord og Syd og dets slette militære Grænser. Først 4 Aar senere, efter at Afhandlingens mørke Syn var bleven sørgelig Virkelighed, lod Olufsen den gaa i Trykken (1815). Mærkelig er ogsaa hans Afhandling «Om Menneskets Rolle i den fysiske Verden» (1822), der rummer en hel fysisk Verdensbetragtning. Han paaviser, hvordan Livskraften stadig arbejder mod et Maal, i det den omdanner og udvikler Organismerne. Under de forskjellige Jordperioder ere Arterne undergaaede Omdannelser ved Udartning eller Forædling, ved Organismernes gjensidige Indgriben i hinanden og deres Evne til under den store Kamp for Tilværelsen at tilpasses efter de nye Forhold; endelig fremtræder Mennesket som det sidste Led i Udviklingen. Om end paavirket af Lamarck er Olufsen selvstændig i mange af sine Iagttagelser, og hans Resultat stemmer mærkelig overens med den Lære, som Darwin en Menneskealder senere fremsatte; dog er Olufsen fri for Materialisme og udvikler, at Naturen arbejder mod et bestemt Maal og for at forædle Materie til Aand.

Olufsen viser sig saaledes som en selvstændig Tænker, der stadig brød sig Veje paa nye Omraader og kaldte til Opmærksomhed for nye Synspunkter. Han kjendte ret vel sine Evners Grænse og ønskede kun i Ro og selvraadig at arbejde paa sin egen Udvikling; naar hans Iagttagelser vare modne, frembragte han med stor Lethed og udtrykte sig i et kjækt, velformet Sprog. En egen Evne til hurtig Tankevending, der allerede viste sig i de stundum overvægtige Replikker i «Gulddaasen», gav ofte hans Udtalelser en dialektiserende, tilmed alt for stærkt koncentreret Form. Det lykkedes ham dog derved ofte at forme slaaende Udsagn, der trængte igjennem. Olufsen har end videre beriget vort tekniske Sprog med gode nye Kunstord.

Olufsen var 1801 bleven gift med Mette Christine Rottbøll (f. 1781 d. 1846), Datter af medicinsk Professor C. F. R.; deres Søn er ovennævnte C. F. R. Olufsen. Olufsen døde 19. Maj 1827.