Naar jeg paa fordums Idret saae,
Og qvad om Oldtids Dage,
Og Gode hørte mildt derpaa,
Og lod det sig behage,
Da blev min Attraa stor, engang
At ofre Suhm min bedste Sang.
Men Aar forgik, og Tiden brat
Bortsneg sig fra mit Øie:
Snart Dødens glemselfulde Nat
Begrændser al min Møie;
Dog, ædle Nordens Olding! Du
Fik intet Skaldeqvad endnu.
En lille bly Forglemmigei,
Der gro’de mellem Taarer,
Jeg plukked’ paa min gode Vei:
Den Blomst jeg Dig udkaarer:
O Suhm! en bedre værd Du var;
Men, ak! jeg ikkun denne har.
* * *
Kong Olaf sad i Vermeland,
Og styred’ Fædres Rige,
Ei halv saa stolt af arvet Stand,
Som af sit Hiertes Pige:
En Dotter havde han, kun een;
Hun var hans Alt, hans Øiesteen.
Tit paa hans Knæ hun kielen fro
I Sølverskieg ham pilled’,
Og naar hun sad kun der, og loe,
Det Kongesorgen stilled’.
Hun voxed’ yndig paa hans Skiød,
Saa rank og trind, saa hvid og rød.
Med hellig Fader-Fryd han saae
Hver Yndighed tiltage:
Den Purpurmund, de Øine blaae,
De Lokker uden Mage,
Den lette Fod, den vævre Arm,
Den høie, fulde, hvide Barm.
Han saae med Guders egen Fryd
Sin Esa’s gode Hierte:
Hvor brændte det for hver en Dyd,
Som i hans Favn det lærte!
Og det var Olafs bedste Løn,
At see den Siel saa saare skiøn.
De Dage saaes i Norges Land
To grumme Kæmper leve;
I Dal og By, paa Field og Strand
De mangen Vold bedreve:
For Skates Blik var Alting Frygt;
For Hialles Arm var Intet trygt.
Hver deilig Møe, de fik at see,
Fra Dyden de forførte;
Og, vilde hun ei flux, som de,
Ei bange Graad dem rørte;
Og blev hun hart ved Dyd og Tro,
Ved Pigens Død de rædsomt loe.
Det Kæmpepar fik Vidskab om
Den Vermelands Fyrstinde,
Og strax til Olafs Gaard de kom
Med vanlig Vold i Sinde;
Men tavse stode de, som Steen,
Da frem for dem skiøn Esa treen.
Som Morgensolen, blid og klar,
Forjager Mulmets Skygger,
Skiøn Esa’s Blik en Almagt har,
Som Dydens Ro betrygger:
Nu de, som Udaad nys bedrev’,
Til idel, idel Øie blev’.
Saa vældelig er Skiønheds Magt,
Naar Dyden leer i Øiet:
Den tit har Baand paa Kæmper lagt,
Den Grumhed tit har bøiet:
Selv den, der fnøs med Biørne-Harm,
Spagfærdig blev ved Pigebarm.
Forundret, tvivlsom Skate stod,
Og Hialle ved hans Side,
Mens Qval og Lyst, og Frygt, og Mod
Hinanden grumt bestride.
Dem mangen Gysen giennemfoer
Imens de søgte kielent Ord.
„O du, som værdig Krone bar!
„Herhid du seer os drage:
„Vort Ønske Dag og Nat kun var:
„Gid Esa vi behage!
„To Kæmper beile kiekt til dig:
„Giør een iblandt dem lykkelig!“ —
„I Norges Kæmper mangen Id
„Til Dydens Nag udøved’;
„Mod Qvinder drog’ I frækt i Strid,
„Og Uskyld tit I røved;
„Og den, der skiænder Dydens Værd,
„Er aldrig Olafs Esa kiær.“ —
„Din Tale, dierv og sødelig,
„Os Kampens Venner smerter:
„O! føl, hvor vi tilbede dig
„O! læs i vore Hierter!
„Du stærk forvandler Ondes Hu:
„Hos dig man vorder god, som du.“ —
Men ei af Smigers Tryllemagt
Blev Esas Hierte saaret.
(Ak! mangt et Hierte, blødt og svagt,
Har denne Trold bedaaret:
Dens Herredom er alt for stort,
Og tusend Jertegn har den giort.)
„Nei, Kæmper, nei! mit Hiertes Ild
„For Lasten ei kan lue:
„For Voldsmand, tøileløs og vild,
„Bør ædel Pige grue:
„Det er mit Ord; mit Ord det var;
„Dog, vil I meer, — jeg Fader har.“ —
„Ret saa! ret saa!“ de Kæmper fnøs,
„Ret saa, du har en Fader!“ —
Og Esa saae dem an, og giøs
For Skates Ulvelader:
Og han og Broder Hialle stod
For Kongen frem med tirret Mod.
Saa stander Utgard-Loke frem
I Valhals høie Sale
For Asers Flok, og kaad han dem
Forhaaner med sin Tale;
Og, næsten skiult i Fraade-Damp,
Udæsker Othin selv til Kamp.
„Kong Olaf!“ saa var Skates Ord,
„Vi til din Dotter beile;
„Vort Navn er kundbart nok i Nord:
„Hun skal os ikke feile:
„Giv een af os den Pige sød!
„Hvis ei, til Strid! — til Strid og Død!
„Vi fare nu med Fred herfra:
„Vi tyve Døgn bortdrage:
„Hun een af os tilhøre da,
„Naar vi er’ her tilbage!
„Hvis ei, du stille frem en Mand,
„Som gaaer i Kamp med os paa Stand!“
De droge bort. Men bitter Sorg
Forjog al Hoffets Gammen:
De Mænd i Olafs Kongeborg
Var’ tapre Mænd tilsammen;
Men Ingen, ak! blandt Alle var,
Som skialv ei for det Kæmpepar.
Kun Esa saaes alene kiek,
Høimodig, glad og rolig;
Og blid hun qvalte halv den Skræk
I Olding Olafs Bolig.
Hun stoled’ trygt paa Dydens Magt,
Og føled’ ei sit Hierte svagt.
Saa kneiser Marmor-Klippen op
Med kantefulde Sider,
Og Lynet af dens faste Krop
Med trodset Afmagt glider,
Og svøbt i gyldne Straaler staaer
Dens Tinding, den ei Skyen naaer.
De nitten Døgn blandt Kongens Mænd
Ei fandtes een til Striden.
Da kom en fremmed Ungersvend
Med vældigt Svard ved Siden;
Nedslagen Hat hans Hoved bar,
Og skiult i ringe Dragt han var.
Men rask og ædel var hans Gang:
Som Helt han mandigt traadte;
Og høit og stærkt hans Tale klang,
Og Kongestand forraadte.
Han nederst satte sig til Bords,
Og tog beskeden saa til Ords:
„Tilgiver, Mænd! jeg idel Sorg
„Paa Heltes Aasyn skuer:
„Hvad Uheld fylder Kongens Borg?
„Mon Fienden Landet truer?
„Kan Olaf nytte fremmed Mand,
„Som kæmper glad for Vermeland?“
Og Kongen svared’ ham saa blid:
„To Voldsmænd Esa kræve,
„Mit Alt, min Dotter — eller Strid:
„Hvo fegter for den Gieve?
„Afmægtig er en Oldings Harm,
„Og Ingen har tilbudt sin Arm.“
Imens til Giæsten Svaret lød,
Han saae til Esa kierlig;
Og hun blev var, og bleg, og rød,
Og Aanden blev besværlig:
Det underligt om Hiertet krøb,
Og koldt det giennem Blodet løb.
Da taled’ Giæsten: „Ikke meer
„Du dig, o Konge! græmme!
„Jeg skal de Voldsmænd skræmme:
„Dog, vil de Kamp, tilgiv min Bøn:
„Lad Esa vorde Kampens Løn!“
„Det vorde hun!“ var Olafs Ord.
Han ledte frem sin Pige,
Og salig Gysen giennemfoer
De tvende Lykkelige;
Og yndig bly sin Haand saa skiøn
Hun gav til Oluf Sivardsøn.
Nu kaster Oluf Skiulet af;
Nu møder Alles Øie
Det Favre, ham Naturen gav,
Det Mandige, det Høie;
Og med de gyldne Bølgehaar
Han skiøn, som Asa-Baldur staaer.
Flux buldrer det paa Salens Dør,
Og ind de Kæmper trine,
Og Skate trodser høit, som før,
Med seiertrygge Mine:
„Giv, Olaf, giv kun Esa hid!
„Thi hvo tør gaae med os i Strid?“
„Jeg,“ tordned’ Oluf, „Praler, jeg!“ —
„Hvad? du mod os, du Lille!“ —
„Rust dig! din Haan dig nytter ei!“ —
„Du Pusling os vil drille?“ —
„Rust dig! at jeg ei Kongens Sal
„Med Røverblod besudle skal!“ —
Som Storm han ro’de til den Øe,
Hvor Striden skulde stande;
Snart saaes han over ferske Søe
Ved aftalt Plet at lande.
De Kæmper ogsaa fore frem,
Af Svende tolv ledsaged’ dem.
De mødtes; Hialle fraaded’ Harm,
Og Skate spy’de Galde;
Men Oluf svinged’ Seier-Arm:
Og alle Svende mod ham kom,
Og alle fulde døde om.
Ved Bredden Esa saae det an,
Og saae det an saa bange:
Ei ræd for sig, men for den Mand,
Der stod sig mod de Mange.
Han kom, og med valhallisk Lyst
Hun sank til Seierherrens Bryst.
O Qvinder! ene Heltemod
Var fordum Dyd i Norden;
Og den, som røg af Fienders Blod,
Var ædlest Mand paa Jorden:
Han, han hver dydig Møe var kiær,
Den favreste, den bedste værd.
Ei bløde Smigers falske Lyd
Da kildred’ Qvinders Øre:
I Nordens Møer! endnu er Dyd:
O! lad den Eder røre!
Lad dens beskedne, kiekke Søn
I Eder faae sin Idræts Løn!
P. H. Haste.