Peder Horrebow Haste (1765–1831)

        Uforstyrret Tiden skal fortære

Mindet om det Støv, der skiules her;

Intet Marmor paa min Grav skal lære,

At jeg, træt af Graad, opløses der:

        Penslen ei skal røbe, hvo jeg er,

Og ei Gyps skal min Erindring nære;

Ingen Aarbog mig tillyve Værd,

Intet Qvad mit Navn til Fremtid bære;

        Ei engang en trofast prøvet Ven

Med en Blomsterkrands sig hid vil snige,

Og med rene Taarer vande den:

        Dog maaskee en from, uskyldig Pige

Hvisker stille: „Hvil dig, vaagn igien,

„Søde! vaagn til Sang i Glædens Rige!“