Ei Guld og Gods jeg spørger om,
naar jeg har Sjelero.
Er Sundhed kun min Eiendom,
er jeg saa saare fro.
Og altid rørt mod Himlen klang
min Morgen og min Aftensang.
Saa mangen Een er grumme riig,
har Penge, Huus og Gaard,
og vil dog aldrig glæde sig,
hver Stund fortræd ham spaaer.
Skjøndt nok han har, han vil end meer,
og daglig høres Klager fleer.
Ham Jorden er en Jammerdal,
og tykkes mig saa god,
den har jo glæder uden Tal,
den ingen favne lod.
Selv Oldenborren Maiens Priis
udsurrer paa sin ringe Viis.
Og os til føie smykke sig
jo Bjerg og Eng og Skov,
og fjern og nær saa lystelig
gjenlyder Almagts Lov.
Ved Arbeid synger Lærken jo
og Nattergalen ved vor Ro.
Og naar den gyldne Soel opgaaer,
og alt forgyldes her,
og Alt i stolte Blomster staaer,
og Agren Vipper bær,
da tænker jeg: at denne Pragt
blev til min Lyst ved Herrens Magt.
Da lever jeg og priser Gud,
og hjerteglad jeg er,
og tænker: o! hvor mener Gud
det godt med Mennesker!
Thi skal min Sjel taknemmelig
ved al Guds Godhed fryde sig.