Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Hør, Stormen hviner; Plantens Hoved segner,

og lavt paa Sydens Himmel Solen staaer;

dyb Tavshed den afklædte Stub omhegner,

hvor Lærken matte Afskedstriller slaaer;

Paa Høj, i Dal, er intet Spor af Vaar;

i Havet svangrer Skyen sig, og regner;

Naturen raaber: “Skabning, Alt forgaaer,

“og Død ethvert af mine Fjed betegner.”

Tal, Almagt, væk din Yndling op af Døde,

kald Majen frem med Brude-Herlighed,

at aande Lyst og Haab og Leeg og Grøde!

See, jeg skal og til Hvile bøjes ned;

men, o! min Aand fornyet Liv skal møde,

og evig Morgen signe Gravens Fred.