Ikke tør jeg klage;
Jeg kun har en Bøn:
Gid den Gud behage!
Ak, en Søn, en Søn!
Lykkelige Spæde,
Gid du skienkes mig!
O! hvor skal min Glæde
Prise Gud for dig!
Naar jeg Morgen skuer
I sit Rosenflor,
Og naar Middag luer,
Og naar Aften døer,
Og naar Nat fremtræder,
Sukker jeg i Løn,
Og Gud veed, jeg græder
For en Søn, en Søn!
Kom, og trøst mit Hierte,
Søde Glut, bliv til!
For al Jordens Smerte
Jeg dig kiøbe vil;
Jeg vil Alt undvære,
Riig med dig i Favn,
Hædret ved at bære
Saligt Modernavn.
Jeg med henrykt Øje
Stirre skal paa dig,
Ved en Moders Møje
Meer, end lykkelig.
Jeg betroer dig ikke
Til en lejet Arm:
Her du glad skal drikke,
Her, af Moders Barm!
O! hvor sødt du smiler,
Naar du først er mæt,
Og paa Skjødet hviler
Trygt og skjønt og let!
Snart i Søvn du drager
Aanden spædt og kort:
Jeg saa sagte jager
Slemme Fluer bort.
Snart bag Moders Klæde
Leger du Tittit;
Snart til Uhr og Kiæde
Sledsk du laller: Mit!
Snart du stor forlader
Moders ømme Favn:
Lær da kiønt af Fader
Dit og Jordens Gavn!
O! blandt Livets Goder
Er det største du;
Men din stakkels Moder
Har dig ej endnu.
Gud i Himlen høre
Kiærligt paa min Bøn!
O! jeg maa ham røre!
Ak, en Søn, en Søn!
Haste.