Peder Horrebow Haste (1765–1831)

    Naar med frygtelig Røst Nordenvind tumler sig

Mellem Iislag og Nat, mørk, som et hvælvet Field,

Og taalmodige Vandrer, uvis om Tiden,

Glidende træder frem, venter ei Dagen nær;

    Naar da pludselig, klar, smykket med Engledragt,

Dagens milde Gesandt rødmende naaer Sydost,

Og de faldende Draaber yndigt berøres

Af den oprundne Sol, døende ved dens Smiil:

    O! da stiger ei strax Vandrerens Lov til Gud;

Thi Forbauselsens Nu qvæler hver halvfødt Lyd;

Glædens perlende Dug ei salver hans Aasyn,

Taareløs, uden Røst, stirrende staaer han der.

    Siig ei derfor, hans Aand takker ei Lysets Gud;

Siig ei, Hiertet er tomt: Fylde nedtynger det.

Snart skal slumrende Gienlyd vækkes af Toner,

Glade, som Lærkens Qvad, Bogfinkens Morgenslag.

    Ædle! Nordlandes Nat lagde sig paa min Vei,

Og af styrtende Graad ofte den slibrig blev;

Dog i Mulmet jeg greb, jeg Mennesker søgte,

Sielden dem fandt, og, ak! Døden misundte mig.

    Veefuld klynked’ min Røst, klynked’ om Hiertets Tab;

Stundom rørt man fornam hvad jeg i Mørket sang;

Træt, med Luthen i Haanden, vandred’ jeg Veien,

Vidende, Gravens Nat vexler med Livets af.

    Klart paa eengang frembrød Morgenens Purpurskiær:

Venlig rakte Du mig Samfunds den varme Haand;

Overraskelsens Byrde sank paa mit Hierte:

Derfor min Læbe tav; Ædle! mit Hierte nød.