Anonym, 1700-tallet

Freia, Livets og Kierlighedens Gudinde, vankede over Bierg og Dal, omkring ved Floder og Søer. Under hendes Fied fremspirede Urter og Blomster, og i levende Samklang hyldede hele Naturen Valhallas hulde Datter. Deeltagende besøgte den menneskeligste blandt Gudinderne Eenfoldigheds stille Hytter, og dvælede længst hos de harmløse Hyrde-Folk, som i salig Uskyldighed følge Naturens Love. Hun havde forladt Teutoniens mørke Skove, og ilede til det lykkelige Land, hvis Uskyld og Fred Rygtet havde malet i Odins glimrende Haller. Disse Billeder lokkede hende ned fra Iduns gyldne Udødeligheds-Bæger. Med aldrig trættet Guddoms-Kraft besteeg hun de himmelhøie Alpe-Mure, og hvilede i Dalens grønne Enge, fyldte med Blomster, kun mindre skiønne end de, hvis Krandse i Valhalla omdufte de Udødeliges Isser. Men her ombytted’ hun gierne den skinnende Krone med Krandsen af visnende Blomster, som, daglig nyfødte i Himmelens Dug, indflettede hendes gyldne Haar. Fortroelig levede hun blandt det lille godmodige Folk, der stolt, frit og utvingeligt, som de Bierg-Kæmper, der omgive det, forener Styrke med blid selskabelig Dyd. Hun drog op fra Bierg til Bierg, og kom endelig til en eensom vild Dal, om hvilken hævede sig evige, skinnende Sneetoppe, som i deres tavse Pragt henrykte selv en Gudinde. Fra de dybe, bølgefulde Iishave, som iblandt takkede, sorte Klippe-Bredder styrtede sig i Dybet, optaarnedes Palladser, baarne af klartskinnende Støtter, hvor Azur og Amethyst omfunklede hende. Da Gudinden nærmede sig, oplod Jorden sit Skiød; her hvælvedes Haller, besaaede med lynende Chrystaller, i natlige Huler, giennem hvilke Smaragd-Strømme perlede paa hvid Marmorgrund. Freia valgte den eensomme Hule til lønlige Bad. Her forfriskede hun de skiønne Lemmer, naar hun, som Hyrdinde, havde baaret Dagens Byrde blandt det elskede Folk, og ved sin himmelske Nærværelse udbredt liflig Ynde blandt Engenes Døttre. — Studsende saae Beileren sin Møe vende tilbage om Aftenen. Den samme var hun i Uskyld og Troskab, men omgivet med rørende Tryllerie, som han hidtil ei kiendte. Fyrig vilde han omfavne hende; men som fængslet studsede han tilbage. Et Øiekast, et blidt Haandtryk var ham i Dag kiærere end hundrede Kysse. — Undertiden saae Ægtemanden sin flinke Qvinde i Færd med huuslige Sysler, som hurtigere og lettere fuldførtes. Rolig smilende stod hun blandt de rosenrøde Børn; inderligere end før trykkede hun Manden til sit bankende Hierte; og den brune Hyrde elskede sin Mage ømmere end paa det første Løvtes Dag. Engang i en varm Sommernat, da Fuldmaanen nedgød en blidere Dag i Dalene, hvilede Gudinden paa kølige Mos i Chrystal-Grotten, som i en bueformig Aabning optog det indløsende Halvlys. Smidigt Epheu klattrede op ad Stenen, og faldt ned over Hvælvingen som et Garn, der, spøgfuldt løftedes op af Nattens Aande. Kildens snaksomme Plasken inddyssede lidt efter lidt den udvortes Sands, og lod Phantasien sværme omkring i Fortidens skumrende Egne, eller i lyse Udsigter til Fremtiden. Da vankede hendes Blik fra det halvskumle Mørke hen til den magisk oplyste Blanding af trodsende, sorte, opstræbende Klipper, som Sølvlys bebræmmede, medens Strømme af Klarhed i bølgende Skyer glede ned ad hiin af evig Dug glindsende Klippevæg i rislende Vandfald, som syntes at udstrømme fra det høie blaae Firmament, og at bortføre Maanens Straaler, der med den bevægelige Flod brusede ned i duftende Blomster-Enge. Stiernerne bævede paa Himlens Æther-Blaae, den lette Biergluft steeg med Urternes Vellugt, som en Skye af Offerduft, i Skabningens stille natlige Høitid, op til Gudinden. Par og Par hvilede Markens Dyr og Skovens Beboere i Slummer. Den velgiørende Gudinde signede de Sovende, og glemte Himlen paa Jorden, som i hvidagtigt Duft-Slør smilede op til hende fra Bierg-Dalen. Intet aandende Væsens Lyd afbrød den høitidelige Tavshed. Kun Raslen af Strømmen, som opløstes i en neddroppende Chrystal-Skye, og som i bølgende Svæven udgød hele Verdner af Glands paa de runde Høie, som optoge den, kun den fierne Bragen af Gletscher, som nedsank i Kløfter af et vidtudbredt Sneebierg, vækkede slumrende Gienlyd. Men for en Udødelig var ei Naturen stum. Hun saae de skiulte Kræfter virke under Nattens Skygge; hun saae den natlige Kølning opfylde Jordens Aarer, og hørte de raskere Pulsslag. Men pludselig fornam hun fra den høie Spidse af Bierget, hvori Chrystal-Grotten glimrede, en sagte Klage, som Nattergalens, der i Elle-Busken sørger over sin tabte Yndling.

    „Skiul dig, o Maane, og sørg med mig! Slukkes, I blinkende Stierner.! Sølvstrøm, brus i Mørket! Ach! alle I vor Kierligheds Vidner, sukker med den ulykkelige Ida! — Sagte Luftninger, som susede i hans, i Dødsoffrets, Krands, vorder stumme! — ach I susede ogsaa i Brudekrandsen. Theude! Theude! hvor er du? Svæver du hisset over Pigens Hoved! du som stedse steeg høiere, hvor ingen Dødelig havde vandret, indtil du styrtede i Afgrunden? — Tag mig med dig, min Trolovede, min Brudgom! Ach! du søgte kostelige Chrystaller, for at pryde din Brud paa Bryllupsdagen, og du fandt Døden! blodig knustes du paa glimrende Klipper! Theude! see, jeg er pyntet til Brud med Lærketræe-Skud, og med et Klædebon, purpurfarvet med dit Blod. Kom Elskede! de smaae Alfer svæve i dandsende Kredse hist over Afgrunden! Liflig synger Uglen i Kløfterne min Brudsang. Theude! du kommer! jeg seer dig vandrehist nede ved Strømmen. O iil!„ — Men hendes Hiernes Dunst-Billede svandt, og afmægtig sank hun ned paa den friske Jordhøi, som skiulede Theudes Legeme. — Hendes Øie stirrede fremad i Mørket; — hendes beklemte Hierte søgte i stærke Slag en Udgang, og kunde ei briste. Thi mægtig sammendrog det unge, usvækkede Liv de Baand, som fængsle Sielen til Legemet. Medynksfuld stod Livets og Kierlighedens Gudinde hos den Lidende; hun vinkede Befrielse, og sagte løsnedes Livets Baand. Som af en dyb Slummer svævede den frie Aand bort fra sit deilige Skiul, som udstrakt og koldt hvilede paa Høien. Spiir op fra Døden, liflige Blomst! raabte Gudinden med sølvklar Stemme. Da fremskød i Maanens Straale en grøn Busk, idel Duft og Friskhed fra Stammen til Bladene. Purpur-Blomster skimrede frem under beskyttende Torne. Iilende opfoer Gudinden, i sin Arm holdt hun den halvdrømmende Ida, som ved Gudernes Bord i Valhalla vaagnede til nye Glæder.

    Den anden Morgen søgte Hyrdinderne den ulykkelige Elskende. De fandt hende ikke. Men over Graven blomstrede den liflige Alpe-Rose allene paa den nøgne Klippe, der ellers kun skiultes af Mos. Ogsaa den guddommelige Fremmede var forsvunden.

    Lifligste blandt de Blomster, som Helvetiens rene Himmel nærer; din krydrede Duft qvægede mig i den tørre Hede over udhængende Klippespidser. Din tarvelige Skiønhed glædede mig, naar den øvrige Plante-Verden døde hen omkring mig, Liflige Blomst! ogsaa her ved kolde Beltes Bred, under nordlige Himmel hidaander du mig sød Erindring af Veemods dugfulde Bæger.