Saa samles de Bønder med jublende Røst
ved signede Herremands Sæde;
vel Hundred og Hundred udaande kun Lyst,
og sprede taknemmelig Glæde.
De smile, de giekkes, de dandse i Qvel,
de Svende med Møerne trine;
og Alting er Gammen til Liv og til Sjel
i Fjed, og i Ord, og i Mine.
”Hvad stander for Høitid ved Herremands Gaard?”
— saa spørge vi Fruen den skjønne —
”Hvi færdes de Bønder, som hoppende Hiord,
”naar Vaaren udbreder sit Grønne?”
Og yndeligt mælder Frue Engelke bold:
”To Ædles Forening vi prise:
”Herr Carl haver kæmpet for Kjærligheds Sold:
”Ham favner den væne Louise.”
”De Fædre, de Mødre, de hædrede Par,
”er’ her ved den Høitid tilstede;
”de signe den Pagt, som forenet dem har,
”og dele den festlige Glæde.”
Vi svare: Gud signe de samlede To,
Herr Carl og hans Frue den gjeve!
de elske i Fredens livsalige Ro,
og Sølvhaar dem sildigt omsvæve! —
Gud signe de Fædre, de Mødre, de Par,
hvem Pagten saa vel monn’ behage!
Dem smile hans Himmel, saa reen og saa klar,
paa idel lyksalige Dage! —
Gud signe de Frænder, som bøde dem hid,
for her ved hans Alter at knæle!
Hans kjæreste Engel ledsage dem, blid,
mod Lønnen for dydige Sjæle! —
Gud signe — han har jo Velsignelser nok —
Enhver, som har Deel i den Gammen,
de Unge, de Gamle, den landlige Flok,
han signe dem Alle tilsammen!