Kom, du Glædeskaberinde,
Venskab, Himlens Sendebud!
Lær os, ved dit Smil at finde
Støvets Liv et Glimt af Gud!
Smil til Lave, smil til Høje,
Til os Alle, Alle ned,
At hver Røst og Haand og Øje
Tolker Salighed!
Naar i kunstfri Dands den Spæde
Hopper glad fra Vuggen hen,
Giv ham Forsmag paa din Glæde,
Lær ham Meer, end Navnet Ven!
Og naar Ynglings-Blodet strømmer,
Adle du den Unges Aand,
At han, mens han Eden drømmer,
Knytter dine Baand!
Naar til Elskovs Fryd og Smerte
Skyldfrit Par sig vier ind,
Nær din Ild i Mandens Hjerte,
Fyld med Ømhed Pigens Sind!
Og, naar Leeg og Blus forsvinde,
Dvæl, som Glød, i begges Hu!
Fro hun elske, som Veninde,
Han, som Ven, endnu!
Naar paa gavnlig Idræts Veje
Graanet Olding trætter sig,
Ved sit Værk og paa sit Leje
Han velsigne Fred og dig!
Og naar han fuldendt sig lister
Stille bort fra jordisk Larm,
Hvile han til Øjet brister
Sødt i Venners Arm!
O! til Barnets Rosenskjer
Du henleder Glædens Væld;
O! du Elskov selv indvier
Til et Meer, end Elskovs Held;
Ja naar vi paa sorten Baare
Føres bort fra Tant og Svig,
Taber du en kostbar Taare
Paa det gustne Liig.
Derfor, Glædeskaberinde,
Venskab, Venskab, fyld vor Aand!
Hør, vi kalde! See, vi binde
Dine blide Rosenbaand!
I vor Hu din Lov vi skreve,
Blomster paa vor Vej at strøe;
Sign os, at vi froe maa leve,
At vi sødt maa døe!
Haste.