Alfhilden Ballade.Balder: — Nanna! jeg er meer, end Konge.Nanna: Og var du Gud, saa vil jeg kun min Hother.Ewalds Balders Død. Trolig gaaer Alfhild til Sundets Bred,Og seer paa de rullende Bølger;Hurtigt, som Bølgerne far’ afsted,Den Favre med Tanken dem følger. „Snarlig de naae til min Brudgoms Stavn,„Og let til min Harald de spille:„Ak! var jeg Bølge, med aaben Favn,„Jeg tet til hans Barm skulde trille.” Lydeligt Alfhild sig udlod saae,Og Havbredden var hende Fængsel:Lueheed i hendes Hierte laaeUslukkelig Kiærligheds Længsel. Knap skues Dagning med blegrødt SkinPaa Brenningens skummende Hvide,Før med uholdeligt, ædelt TrinHun haster fra Moderens Side; Haster til Klinten, og knæler der,Og sukker om Held fra det Høie;Stirrer mod krigende Skibes HærMed deilige, tindrende Øie. Gylden alt Skumringens Stierne staaer,Før nødig hun Klinten forlader:Bort hun med Tanken paa Harald gaaer,Og Natten er Bøn til Alfader. Alfhild! ak, Alfhild! ei aned du,Hvi Harald blev stædt til at krige;Ikke formoded’ din Siel endnu,At Fyrsterne selv kunne svige. Biarner behersked’ nordøstlig KystAf Siælands de signede Dale;Stærk om hans Vælde var Rygtets Røst,Og Fiendernes Skræk var dets Tale. Alfhild engang han paa Jagten saaeI sorgløse Skiønhed at vanke;Mørkbrune Lokker om Halsen laae,Og rukked’ saa skiønt paa den Ranke. Hvid var den Hals, som den unge Snee,Den Tøvind og Støv ei bepletted’;Rosenrød blev den, da hun fik see,Hvor Jagtfolkets Øie sig mætted’. Sundhedens Middag paa MælkekindMed gloende Straaleglands svæved’;Smækkert var Livet, og Barmen trind,Og let den sig bølgende hæved’. Al hendes Adfærd elskværdig loe,Og sky’de hvert Skin af at prale;Al hendes Tale var huld og fro,Og ædel, som Gudernes Tale. Ak! at Kong Biarner paa Jagten saaeDen sorgløse Skiønhed at vanke! —Hvordan han skulde den Pige faae,Var daglig hans brændende Tanke. Flux, da hans Nabodrot Freden brød,Han samled’ de stridvante Skarer;Harald at føre dem an han bød,Og glædtes, at see ham blandt Farer. Skyndelig gik han til Alfhilds Gaard,Og haabed’ den Møe at besnære:„Alfhild,” saa tænkte han, „ei modstaaer„Mit Tilbud om kongelig Ære.” „Alfhild!” saa taled’ han, „skiønt, som du,„Ei Odins Valkyrier smile:„ak dine Smil i din Konges Hu„Var’ tunge, var’ saarende Pile. „See, for din deilige, spæde Fod„Han lægger den hædrede Krone:„Løn ham, o! løn ham at Alfhild god„Maa sidde paa Skioldunge-Throne!” — „Konge!” saa svared’ hun, „ei mit Smil„Kan skiønt, som Valkyriers, være:„Ei kan det vorde din Ro en Piil,„Og ei bør det saare din Ære. „Derfor ei nedkast for Alfhilds Fod„Den gamle den hædrede Krone:„Haralds Forlovede var ei god,„Ifald hun fik Lyst til din Throne.” — „Harald, o Pige! dig ei er værd;„En Træl ei fortiener dit Hierte:„Træl og en Konge! — Du vælger her?„Hans Konge din Elskov begierte.” — „Harald, o Konge! var Freia værd:„Ei Træl er din ædleste Kriger;„Alfhild fik eengang sin Harald kiær:„Ei rørt af din Vælde hun sviger.” Skamfuld sig Biarner fra Pigen sneeg,Men opgav ei Haabet at seire:Lønlig den Tanke hos ham opsteeg,Med Løgn at forraske den Feire. Derfor da graalig paa stille HavDen slumrende Aften saaes dale,Han sig til Alfhild med Iil begav,Og fortsatte beilende Tale. „Alfhild! din Harald,” var Kongens Ord,„For fiendtlige Kastespyd segned’:„Qval dog ei længer en Drot i Nord,„Naar den, du ham foretrak, blegned’.” Vinterens Bleghed paa Pigens KindDe døende Roser forjaged’;Neppe hun længer trak Aanden indI Barmen, som Dødsbudet naged’. Dog ved sin Høihed fordoblet skiøn,Med Kraft, som kun Dyden kan give,Negted’ hun Kongen sin Elskovs-Bøn,Og svor, kun sin Haralds at blive. „Faldt han, saa faldt han som Mand i Nord,„Og Alfhild skal Helten begræde,„Ædel i Livet, i Døden stor! —„O! det er min eneste Glæde.” Graaden nu frembrød, og klarlig nedAf lokkende Blikke den strømmed’;Sorgen blev rolig, og Dydens FredI Alfhild sin Salighed tømmed’. Dybere saaredes Biarners Siel:Ham Alfhild ophidsed’ ved Sorgen.Grumt blev hans Hierte, hans Plan var fæl,Dog gik han til følgende Morgen. Da lod han Harald fra Skibet hiemAf leiede Stridsknegte hente,Bunden ham bringe for Domstol frem,Og Dødsdom for Niddingsværk vente. Derpaa bevogtet i Fængslets NatFor rædskelig digtede BrødeHarald, den tapreste Helt, blev satTil snarlig for Bødlen at bløde. Blussende Biarner til Alfhild gik,Ei Skiændselens Præg kunde hemme:Løgnen stod malet i troløst Blik;Hvor stammed’, hvor bæved’ hans Stemme! „Alfhild! din Harald som Mand ei faldt:„Som Nidding han blues i Fængsel:„Landet han glemte, da Nøden gialdt:„Saa glem ham, og opfyld min Længsel!” — „Konge! dit Ord er som Lokes Ord,„Og Løgnen besudler din Ære;„Dog, var den Sandhed, ved Asa-Thor!„Jeg Niddingens Brud vilde være.”Bøiet af Dyden, med selvfølt Skam,Kong Biarner bortvandred’ i Harme,Fnysed’ mod Elskeren, ak! og hamBestemte han Døden, den Arme! Raadvild, forvirret gik Alfhild om,I roløs, forsmædelig Qvide;Middagen, Aftenen, Natten kom,Og Stiernerne saae hende lide. Svagt mellem Skyer de blinked’ ned,Og saaes i den faldende Taare:Pludseligt lyder en Vandrers Fied,Den Grædende lytter saa saare. Alt som hun lytted’, det kom og svandt,Og atter tilbage det vendte;Alt som hun lytted’, tilsidst hun fandt,De Fied hende vare bekiendte. Aandeløs Alfhild mod Lyden foer:Snart Harald hun holdt ved sit Hierte:Farer ei bortskræmmed’ Elskovs Ord,Og glemt var hver truende Smerte. „Alfhild!” — „Min Harald!” — „Min Møe!” — „Min Ven!” —„Min Alfhild!” — „Min Harald! min Harald!” —„Alfhild! jeg omfavner dig igien!” —„Min Harald! jeg favner dig, Harald!” Saa deres fryddrukne Tale lød,Og Glæder, som Folvangs1, de smagte.Harald Beruselsen først afbrød,Og tydelig Tanke frembragte. „Alfhild! før Skyggerne søge Nord,„Skal Harald i Fængselet bløde:„Hvad, om du med mig til Hveen roer?„Ei der vi skal Biarnere møde.” Hurtig hun følger sin Elskers Raad,Og flyer til velkiendte Bredde;Hurtig med roende Arm i Baad,Hun flyer for sin Harald at redde. Ak! men den Baad var en grusom Ven,Der troløs i Dødstimen vanker:Næsten til Hveen den bar dem hen,Da splittedes alle dens Planker. „Alfhild!” og „Harald!” af Bølgen lød,Og „Alfhild!” og dumpere: „Alfhild!”Adskilt fra Harald til Land hun flød,Og pintes af Bølgernes: „Alfhild!” Morgenen gryed’, og Harald laae,Hvor Bølgerne Sandtæppet møde:Taareløs, maalløs hun Liget saae,Og haardt det omfavned’, — og døde.