Den første.
Hvi klang saa rørt min Faders Stemme?
Hvi folded’ han sin Haand til Bøn?
Saa bad han: ”Gud, mit Suk du gjemme!
”Velsign min Alders Haab, min Søn!”
Den anden.
Hvi steeg saa højt min Moders Hjerte?
Hvi perled’ Glædens milde Graad?
Hun sagde: ”Jeg har glemt min Smerte:
”velsigne Gud, min Søn, din Daad!”
Begge.
Kom, Broder, vi vil enigt træde
ad Kundskabs Hædersbane hen!
Vor Stræben var de Godes Glæde,
og, o! hvor riigt belønner den!
Første.
Saa taled’ Fader: ”Søn, du lære
”den Vises Vej til Brødres Gavn!
”En nyttig Viis er Jordens Ære,
og Laubær grønnes om hans Navn.
Anden.
Saa taled’ Moder: ”Søn, du tragte,
”at følge Dydens ædle Bud!
”da skal ej Jorden blot dig agte!
”da aabner dig sin Himmel Gud.
Begge.
I rene Hjerter vi bevare
de Hjertets Ord, de taled’ saa!
Os vogte Gud mod Ungdoms Fare!
I Dydens Kamp vi modigt staae!