Elegie
(I en Stambog.)
(I en Stambog.)
Maa jeg, gode Line! bør jeg vente,
At engang Du seer paa dette Blad,
Og erindrer, at Du fordum kiendte
Den, som skrev sit Navn derpaa saa glad?
Vil Du, kan Du, naar et tusind Dage
Eller fleer forsvandt i Tidens Favn,
Kalde Dig mit Ansyns Træk tilbage,
Huske mig lidt meer, end blot af Navn?
Siig da, dersom Nogen skulde spørge,
Hvo det var, hvis Pen har rimet her:
„Det var En, som fødtes til at sørge,
„Som var aldrig Heldgudinden kier.
„Oftest var han syg, og tit bedrøvet,
„Stedse nøisom, stundom hiertefro;
„Lidt paa Strængeleg hans Haand var øvet;
„Dyden var han ei fuldkommen tro.
„Egensindig var hans lille Hierne;
„Dog han var den hele Skabnings Ven:
„Ikkun alt for heed han vilde gierne,
„At den skulde elske ham igien.
„Derfor maatte tit hans Hierte bløde,
„Og af Kummer blev han saare træt;
„Eensom, fattig, rolig, glad han døde;
„Over ham har ingen Pige grædt.“
Dersom Du saaledes taler, Pige!
Ubesmittet Sandhed vidner Du;
Dog jeg ønsker Meer: o! gid Du sige
Disse, ikkun disse Ord endnu:
„Han har aldrig smigret for de Slemme,
„Han var aldrig Titelmandens Træl:
„Gid vor Herre ham i Himlen lønne!
„Jeg var fordum lidt ham ganske vel.“