Maa jeg, gode Line! bør jeg vente
At engang Du seer paa dette Blad,
Og erindrer, at Du fordum kjendte
Den, som skrev sit Navn derpaa saa glad?
Vil Du, kan Du, naar et tusend Dage
Eller fleer forsvandt i Tidens Favn,
Kalde Dig mit Aasyns Træk tilbage,
Huske mig lidt meer, end blot af Navn?
Siig da, dersom Nogen skulde spørge,
Hvo det var, hvis Pen har rimet her:
„Det var En, som fødtes til at sørge,
„Som var aldrig Heldgudinden kjær.
„Oftest var han syg, og tit bedrøvet,
„Stedse nøisom, stundom hjertefro;
„Lidt paa Strængeleeg hans Haand var øvet;
„Dyden var han ei fuldkommen tro.
„Egensindig var hans lille Hjerne;
„Dog han var den hele Skabnings Ven:
„Ikkun alt for heed han vilde gjerne,
„At den skulde elske ham igjen.
„Derfor maatte tit hans Hjerte bløde
„Og af Kummer blev han saare træt;
„Eensom, fattig, rolig, glad han døde;
„Over ham har ingen Pige grædt.”
Dersom Du saaledes taler, Pige!
Ubesmittet Sandhed vidner Du;
Dog jeg ønsker Meer: o! gid Du sige
Disse, ikkun disse Ord endnu:
„Han har aldrig smigret for de Skjønne,
„Han var aldrig Titelmandens Træl:
„Gid vor Herre ham i Himlen lønne!
„Jeg har fordum lidt ham ganske vel.”