O! sov, min lille gode Dreng!
Din Moder vaager ved din Seng,
Og seer med salig Glæde
Sin lykkelige Spæde.
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Dit Aasyn er Uskyldighed;
Din Søvn er idel, idel Fred,
Og Gravens hulde Stille
Omsvæver dig, du Lille!
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Endnu har ingen bitter Stund
Bortkyset eet af dine Blund;
Endnu skal ei dit Hierte
Kun vækkes op til Smerte.
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Du vaagner, qvæget, sund og varm,
Og mætter dig ved Moder-Barm,
Og trinde Haand udbreder
Med Fromheds Yndigheder.
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Vox op! thi Lege vente dig,
Hvor Himlens Engle fryde sig,
Og dig mod Ondt betrygge
Med stærke Vingers Skygge.
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Vox op, at see Naturens Pragt,
Og al Naturens Herres Magt,
Og føl ham kierlig Fader
For sine Myriader!
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Vox op, at virke Jordens Gavn,
Og frygte Gud Jehovahs Navn!
Du stræbe, ham at ligne,
Og han skal dig velsigne!
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
Giør Pagt med ham, og bliv den tro,
Og hver din Time vorder fro!
Og jeg skal uden Sukke
Mit Moder-Øie lukke.
Lullu, lullu! Sov sødeligt!
P. H. Haste.