Johannes Fibiger (1821–97)

A

Af alle dem, jeg fjern og nær

Af Tro er alle Eders Syner

Ak, fandt dog nogen af Støvets Børn

Ak, intet Under, at det Syndetræ

Altid Jammer og Klage

B

Blinkende Snefnug falder

D

De sagde, han kan ei mere

De stødte dig ud, Herre Jesus, af Nazareth Porte

De vaagne Nætter ere lange

Den Gud er ikke til!

Der bølger en Hær gjennem Gaden

Der lod sig ogsaa holde ud

Der var den Tid, hver christen Sjæl

Det er dog bedst, jeg faaer mig en Latter ad mig selv

Det er dog saa, at mangen Mand

Det er saa let at skjælde og at mane

Det Morgendrømmen kan

Det var den sidste Morgenstund

Det var i Kana engang, at Vinen

Det vared kun saa kort, den Vane

Døden er tung. O, kom den med Fred

E

En ny Slægt steg af Tidens

Evighed er uendelig lang

F

Farvel, mit Hjærte! Nu skal du lægges udi Skrin

Fattigfolk, ak ja

Forunderligt, hvor Mennesker

Fra den Tid, jeg er skudt udaf Naturens Grund

Fred — let nok sagt — og et Fredskys — Falskhed!

Fremskridt er og Tilbageskridt

Frihed! Bliver den paa Jorden funden?

Frihed for Hjærtet — Hjærtet let

G

Gid dog Kiv maatte svinde af Guders og Menneskers Samfund

Gjennem Glæde, gjennem Smerte

Guds Propheter er Evigheds Mænd

H

Havde jeg Tro, og var jeg den

Hedningen drømte saa mangen en Drøm, for tryllende vistnok

Herlige Søstre, som aldrig mætte af Dage

Hvad er det Bryllup i Kana?

Hvad er min Sorg? Den er min Synd

Hvad vil du med mig, Herre!

Hør, hør mig, Herre, min Gud!

I

I blanke Stjerner, som med Øine milde

I Dybet rinder Styx, og det var bedst

I Livets Vaar er det Solskins Dage

I Mindet er der klare

I morges jeg vandred henover nylagt Is

I Stilhed vi lægge

Ind i Nattens Syner saae

J

Ja, Daarers Speil er Eders Syner

Ja nok! Bevis det om du kan

Jeg gik henover Engen i Morgensolens Luer

Jeg har hørt sige, at Slangens Kuld

Jeg tænker undertiden paa et Ord

Jeg vandred hjem ad en Morgenstund

Jo, blot jeg fik Ram paa den Judas, jeg skulde

Jo, paa den gamle Voldkanon

K

Korset — Ak ja, det har fulgt mig

Korset — Ak ja! Gav du Herre

L

Lad dem kun tale og skrive om

Langt, langt, usigelig langt der er

Lykken er som en Fugl paa Kvist

M

Man siger, at det Værste vel

Man skal ei sige Raka til sin Broder

Mangel paa Blod, det er Tingen

Mangel paa Brændsel, fugtige Mure

Med Panden bøiet frem jeg skred

Men Alter-Vin fra Jerusalems Vingaard

Men er da min Tro ren og skjær

Min Fred for bestandig er borte

Min lille Kirke staaer paa Bakken

Mod — hvorpaa mon det bygger?

Mod er Guds Gave, bevar det!

N

Nu det flytter sig, det klare

Nu, har jeg ikke været ung

Naar du faster, da se ei ud

O

O, hvor du er mit Hjærte nær

Onesilos beleired

P

Porten er snever og Veien trang [Porten er snever og Veien trang]

Porten er snever og Veien trang [Porten er snever og Veien trang]

Paa Revlen ud for Skareklit

R

Ræddes du, fordi jeg sætter

S

Satan, gamle Slange

See op til det hellige Varselstegn

Seir eller Død, saa hedder det

Sin lange blanke Bue

Sæt mig ei strax paa Kjætterlisten

T

Tal varlig om det gamle Kors [Tal varlig om det gamle Kors]

Tal varlig om det gamle Kors [Tal varlig om det gamle Kors]

Tal varlig om, hvad ingen tør

Talte er alle mit Hoveds Haar

Tre Ord fra Galilæas Egne

Tro er et Mod, og den modige Tro

Troen er ene den Titan

Troen er saa sin Sag

Troen vi har, som Malm er vor Røst

V

Videnskaben er gammel og træt

Vogt dig for Hundene — saa gik det Linos

Vor Jord er frugtbar, tæt som Græs

Vær from mit Barn, from som et Lam

Å

Aandens Natur og denne himmelblaa