Min Fred for bestandig er borte,
min Ære forspildt,
i Nætter saa lange, saa sorte
mit Sind bliver vildt.
Paa Jorden ene, af Himlen forladt,
jeg har nu kun dig, du min lysende Skat!
Slaa kun med din Haand i min Taare,
jeg fortjener dit Slag.
Skrig kun! De Toner ei saare,
dit Liv er min Dag.
I alle de Dage, vi to ere til,
vi vil være eet, een brændende Ild.
Ja, klyng dig til Brystet og bid mig,
til Vorten er øm!
Kun lid mig en Smule, ja, lid mig,
du min leende Drøm!
Slet ingen i Verden kan lide mig nu,
men vi to vil kysses, din Moder og du.
Vi to vil drømme og sværme,
din Sjæl er en Drøm,
og min er en ynkelig Bærme,
men brændende øm.
Ja, dands paa min Arm og fald til mit Bryst!
Vi trænge saa haardt til din jublende Lyst.
Ei Mennesker kjende mig ville,
og Englene ei —
Jeg beder Jer kjende min Lille.
O, siig ikke Nei!
Han er jo en Perle, tindrende ren,
See Puslingen! Hold dog af saadan en En!
Min Fred for bestandig er borte,
min Ære forspildt,
i alle de Nætter, de sorte,
mit Sind bliver vildt.
Men Dagen skal komme, da er det ei Nat —
Du voxer, du jubler, min Himmel, min Skat!