En ny Slægt steg af Tidens
susende Elv,
vi Gamle skjalv og kjendte
ei længer os selv.
De rysted deres Lemmer,
Draaberne sprang
os ind i vore Øine,
som Taarer de hang.
De greb os haardt i Skuldren
og raabte: Hvem er I?
Spøgelser, Nattemarer
fra Kirkegaardssti!
De sprang paa vor Nakke,
Hælene slog Takt,
imens de sang til Toner,
vort Plekter har vakt.
De slog vort Spil, til Strengen
skrigende sprang,
smed det, og bort i Taagen
hylende sig svang.
Saa staae vi nu og stirre
efter vort Drømmesyn,
mumle paa gamle Viser
med Taaren under Bryn.
De unge Kjæmper banked
for fast paa vort Bryst,
der noget sprang derinde,
vi tabte vor Røst.
De vilde Fugle knuste
os noget i vor Skal,
thi er vor Kunst stilfærdig,
Suk boer i Tonens Hal.