Gjennem Glæde, gjennem Smerte,
af sin Styrke, af sit Hjærte,
Herre, kun at elske dig,
det er Lægedom for mig.
Men i Glæden dig at glemme
og i Sorgen ei at nemme,
hvad du har af Kjærlighed,
intet mer usundt jeg veed.
Jo, at elske Slangebugten
og at smage feil ad Frugten,
og at kalde Giften sød,
veed jeg, er en værre Nød.
Og at nyde Lystens Bærme,
og med Mørkets Slæng at sværme,
og forøde selv sit Kjød,
er at nyde Helveds Brød.
Værst er Ondskab, værst at pine
Staklen med en fornem Mine.
Onde Mennesker, jeg troer,
sidde høit ved Helveds Bord.
Saa jeg øiner end det Sidste,
al din Hjælp engang at miste,
altid mer at synke ned
i den værste Grav, jeg veed.