»Det er saa let at skjælde og at mane
vor Sjæl i Helved ned —«
Ja, gid jeg fløited med en Maners Gane,
gid jeg med Skjæld og Smæld gol som en Hane
paa Morgengryets Led!
Men klagende jeg nynner paa mit sidste
mit uforstaaede Kvad,
mens Stjernerne i Nattens Stilhed liste,
og Hunden gøer ad det, den aldrig vidste,
er værdt at logre ad.
Du er dog ingen Hund, du paa dit Leie,
indsvøbt i Drømmens Spind,
jo kan engang iblandt dig søvnig dreie
og lade Stjernerne om deres Veie
og atter slumre ind.
Jeg nøies med, om Vægtrens gamle Kvæde
og Kirkeklokkens Spil,
mens Duggens Taarer Verdens Lemmer væde,
hilsende min og nogle andres Glæde
greb en Akkord dertil.