Min lille Kirke staaer paa Bakken
en gammel knudret Patriarch,
i Vinterkuld han stiver Nakken,
i Sommerbrand han sætter Bark.
Mig agter han kun lidt, desværre,
kun som et Foster fra ifjor;
saa mangen velærværdig Herre
han saae udbaaren af sit Chor.
Med Kragens Yngel hist i Linden
og Storkekuldet paa Taarnets Tak
han skifter Ord i Sommervinden
og brummer noget om Børnesnak.
Men ruske Vinterstormens Hænder
i Dørens Planke, Taarnets Glug,
og skjærer løs med Tidens Tænder,
med sære Skrig og kvalte Suk,
Her var det værdt sin Røst at røre,
her er engang en Menighed, t
her var det værdt at bøie Øre
til Lovsang i al Evighed.
Her gad jeg prøve at fortælle
om Hjærtets Glød og Tankens Nød —
Dog nei, hvem har vel Nyt at melde
til Folk, som æde Himlens Brød?
Hvad veie alle mine Længsler
mod Talen ved Guds Arnested,
mod Hjærtesuk i Dybets Fængsler
og Svar ved Edens Kildebred?
Forstaae I mig, I kjære Venner
fra Dødens Hule, Himlens Sal?
Ja, min Forstand I sagtens kjender,
desværre og min Tunges Pral.
Det faaer jeg mindes, naar jeg lægger
mit Knæ for dette Alterskrud,
og naar jeg over Folket rækker
min Haand med Sædekornet ud.
Hjælp mig at mindes, at I lytte
til alle ta abelige Ord,
og at jeg selv engang skal flytte
til Eders store Alterbord.
Og kom saa flittig i min Kirke,
forsmaa ei fattig Ledighed,
saa skal vi trolig sammen virke,
en sær og blandet Menighed.
Nu Kvelden led, og Stjernen tænder,
thi søge vi vort Hvilested.
I Lysets Børn og Mørkets Frænder!
Guds Fred! Ønsk ogsaa mig Guds Fred!