I Mindet er der klare
styrkende Aandesyn,
Guds Kjæmpers Helgenskare
og Jesus som et Lyn.
I Hjærtet er der høie
kvægende Længselssving
om Troskab for Guds Øie
og om hans Brudering.
Tal sagte, du mit Minde
alt om de gamle Ord,
Lynstraaler Øiet blinde,
Guds Arne er saa stor.
Drøm stille, du min Længsel,
aldrig dog dette Bryst
rummer en Martyrs Fængsel,
rummer en Helgens Trøst.
Saa lad mig gaae med Læmpe
den jævne Jordesti,
og skue Himlens Kjæmpe
skyde sig mig forbi.
Jeg flytter ingen Bjerge
og kan ei gaae paa Vand,
dog krybe mellem Dverge
vil heller ingen Mand.
Jeg blev en Mand og kjender
til Aandekampens Gny,
fandt ei i Striden Venner,
fandt dog i Freden Ly.
En Hustru har jeg fæstet
og kjender Klippetro;
Guds Engle os har gjæstet,
i Kvindesind de boe.
Du Herre i det Høie,
som bagom Skyen boer,
stig ned i hendes Øie
og tal i hendes Ord.
Og peg med hendes Finger
paa dit Hjærtedybs Skat,
da voxe mine Vinger
ved Dag og ved Nat.