I Stilhed vi lægge
paa Ploven vor Haand,
med Mildhed vi vække
de Sovendes Aand.
Ved Helligdagsklokken
vi korse vort Bryst,
og Søgnedagsrokken
vi træde med Lyst.
Fra Herregaardspuden
de naadig see ned,
bag Fattiggaardsruden
de holder ei Fred.
Og Bonden, vor Nabo,
forstaaer os kun slet,
og Fogden, vor Gjenbo,
paastaaer, han har Ret.
Til Fuglenes Lade
dog bruger os Gud,
med Liliernes Blade
han skikker os ud.
Fra Paradis Dale
de hid til os see,
fra Himmeriges Sale
de ned til os lee.
Vi har jo herinde
vor Høst fra ifjor,
de Kjære, hvis Minde
vor Stue beboer.
Det er, hvad der trøster
i Vinteren trang,
det er, hvad man høster
paa Præstegaards Vang.
Lad Livet saa rinde,
med Korset vi to
vil gaae, til vi finde
bag Kirken vor Ro.