Onesilos beleired
Amathusernes Stad,
han agted, om han seired,
i Blod at gaae i Bad.
Men ak, han seired ikke,
for Mederkongens Hær
lod deres Hunde slikke
hans Blod af deres Sværd.
De Amathuser hugged
hans Hoved fra hans Krop,
og da de havde stukket
det over Porten op,
en Koloni der rykked
ind i den blege Pul,
en stræbsom Bisværm bygged
i Kongehjernens Hul.
Før fødtes bitter Død af
Kraniets Seiersdrøm,
nu Honningsaften flød af
Voxkagernes Søm.
Det var i gamle Dage,
og klogt var Byens Folk,
Sendemænd lod de drage
til Guden, Skjebnens Tolk.
Da lød med hellig Styrke
det pythiske Kvad:
»Onesilos du dyrke
som Heros for din Stad.«
Det var, fordi det brummed
i Tyrannens Ruin,
og Bisværmen summed
som Gjæring i en Vin.
Saa er det med de Store,
de falde eller staae,
om de til Helved fore,
de magte dog de Smaae.
De rase indtil Blodet
og ned paa Eder gloe
med en Bisværm i Ho’det,
som aldrig faaer Ro.
I maae dem Riget lade,
de mægte dog mer
end Eders hele Gade,
de stampe Jer som Ler.
Og gjør en Potte af Jer,
en Vase eller Skaal,
I rumme, om det traf Jer,
end ikke deres Maal.