Herlige Søstre, som aldrig mætte af Dage
nynne til Vuggernes Gang,
raabe til Drenge og Møer: Ingen hjemmesyg Klage!
Ud paa den blodige Vang!
Fødte i Mamre Lund — Terebinthen sig neied —
fostred paa Horebs Fjeld,
hærded i Sand, Gravaander i Øiet dem feied,
læsked ved Klippens Væld,
graaned i Graad i Judas og Ephraims Kløfter,
krænked af Salomons Slæng,
sad de og rørte med Haab i Babylons Grøfter
Davids rustede Streng.
Lytted, da fra Galilæas luftige Høie
Raabet jublende lød:
Himlen er her paa vor Jord! Deres funklende Øie
løfted sig, Kinden blev rød.
Stege saa frem paa Tomten af Tempelmuren,
to Engle paa Gravens Sten,
stormede Romaborgen med Jericholuren
og Katabombernes Ben.
Staae nu ved Kirkens Led under Ælmenes Skygge,
dragende Klokkens Reb,
møde paa Thinge for Land med Loven at bygge,
vise os Retfærds Greb.
Aabne Palladsets Dør, udlufte de Lattiges Huler,
kyse ad Ufredens Ravn,
fange i Hænderne Hevnens hvislende Kugler
i Fredens hellige Navn.
Raabende: Himlens Rige paa Jord vi bygge!
Frisk bærer Børen mod Havn!
Lremad! Tag Eders Kors og kast Eders Krykke
i Enhedens hellige Navn!