Videnskaben er gammel og træt
og øiner saa vel sin Grændse.
Med alt det Flydende gik det let.
den skar det i Masker og bandt det i Næt,
om end Bølger et Næt ei ændse.
Staaer saa og drømmer og stirrer mat
ved Hegnet, hvor den er havnet,
udover det Svælg, Urgrunden har sat
imellem vort og den store Nat,
imellem Sandsen og Savnet.
Mumler saa med en Søvngjængers Røst:
Havde jeg Mod som de Unge,
jeg fulgte Heroernes gamle Lyst,
jeg satte Seil mod de Dødes Kyst,
deres Luft skulde fylde min Lunge.
Men deres Luft er Theologi,
thi faaer jeg vel slutte Systemet;
useete Sphærers Astronomi,
ufølte Engles Physiologi
faaer saa at staae hen som Problemet.