Paa Revlen ud for Skareklit
der staaer en strandet Skude,
paa Dækket blankt af Fraaden slidt
om Hjælp to Stakler tude.
Den ene er en ærlig Hund.
som skjønner flink paa Føden
og elsker af sit Hjærtes Grund,
men elsker ikke Døden.
Den anden er en Ungersvend,
men frem for alt en Kjender
af Livet som af Døden,
den der trindtom viser Tænder.
Dens Træk hans Syn udgrublet har,
dens Dyb hans hede Tinding,
og altid var den Sag ham klar,
at Døden er en Vinding.
Han tidtnok saae Tragediens Helt
at bgge Lig bag Lampen,
hans Pen i Bladene har meldt,
at dette fordrer Kampen.
Han saae, at ingen Kvindes Smil
er værdt at løbe efter,
og til at føle Elskovs Pil
vor Slægt har ingen Kræfter.
At Kunst er Tant, at Rangleri
er Videnskabens Krone,
at Religion er Hykleri,
og Vaas hver Tankens Zone.
At gjort af Guldpapir og Pap
er hver en Kejserthrone,
at eet kun levnes, at faae Nap
med Glands i Næstens Kone.
Men som det tidtnok var forsøgt,
og han var bleven vammel, —
den Spøg, man har forlænge spøgt,
tilsidst dog bliver gammel —
paa Robinsons den øde Ø
nedlod han sine Længsler,
han leved kun for eet, at døe
og sprænge alle Fængsler.
Og efter alt det ranke Ridt
at ligge skjebnebunden
paa Revlen udfor Skareklit
i Selskab kun med Hunden!
At saa vort Sekels største Mand,
som ene kjender Livet
og veed, det er en nøgen Strand
og kun et Pust i Sivet
og hvad en Mand kan gjøre, er
kun stolt at døe som Kjæmpe,
thi denne Verden er ei værd
at leve i med Læmpe,
at ganske ubemærket han
i salten Sø skal synke,
det maa, om ikke fler, forsand,
en ærlig Hund dog ynke.