Forunderligt, hvor Mennesker,
naar de vil lege Fugl,
kan hoppe, snakke, snurre sig
og altid lege Skjul.
Og flyve til sin Elskede
igjennem Løgn og Pral,
og mene, man og hun saa er
to Engle i Guds Sal.
Og see sit Sned og sanke sig
et Korn paa andres Vang,
og fremfor alt at love det,
der kvidres i en Sang.
Og har man intet synderligt
af disse Kunster lært,
det af sig selv dog giver sig
at vippe med sin Stjert.
Men endnu mere underligt,
hvor Mennesker forstaae
at lege Markens Lilier
og paa en Eng at staae.
At holde paa sit Eget sig
i Sumpen med sin Rod,
med Hattebaandet flagrende
og grønt og kjøligt Blod.
I Solen let at føre sig
og stramt i Livet snørt,
med Liliesind og Rosenmund,
naar Veiret det er tørt.
Og taarekvalt og dryppende,
naar Veiret falder vaadt,
og snerpet og saa falmende,
naar Veiret bliver raat.
Og efter alle Luftninger
at række ud sin Haand,
og langeligt at skaade til
et Knaphuls røde Baand.
Og kun af Naade nære sig
og af den sure Jord,
og saare myg at bie paa
at blive rig og stor.
Og saa i Storm at bøie sig
saa smidig som en Vaand,
og frem for alt at tale om
at fødes af Guds Haand.
Og naar saa kommer Frost og Død,
at sove ærefuld
endrægtelig hos alle dem,
man haded over Muld.
Thi er det, hvad jeg beder om,
min Frelser og min Gud!
at jeg dog ei af Mennesker
maa lære dine Bud.
Men af dit eget Lilieblad
og Himlens Fugle smaae,
som ikke af vor Lærebog
en Stavelse forstaae.