Porten er snever og Veien trang,
saa var det og for den kjære,
den hellige Herre, da sidste Gang
han maatte paa Korset bære.
Han vandt til Porten, vel den imod Vest,
der sank han, en anden blev tagen,
en skikkelig Mand, som besaae den Fest
og mente sig udenfor Sagen.
Men hvad han end mente; nu han fandt,
at han om Byrden var ene,
og haard mod Nakken var Korsets Kant,
saa har han fortalt i Cyrene.
Det hørte hans Sønner mangen Gang,
baade Rufus og Alexander,
derfor deres Røst med en egen Klang
i Menigheds Sangen sig blander,
føiende lønlig den Tone til:
Trang Vei og Port, som er snever.
Vemodig den altid sagtne vil
den Fod, som er let og vever.